Tykke børn taber sig, når familien inddrages

Flere kommuner har succes med at behandle overvægtige børn ved at inddrage børnenes familier.

Hele familien skal inddrages, hvis børnene skal tabe sig. (© Colourbox)

På Holbæk Sygehus har man succes med behandlingen af overvægtige børn og unge, og den såkaldte Holbæk-metode har spredt sig til otte andre kommunerne.

Næsten tre ud af fire børn og unge, der har benyttet metoden, har efter et års behandling tabt sig, fortæller Jens-Christian Holm, der er overlæge i Pædiatri på Holbæk Sygehus. Sammen med sit team har han udervist i metoden.

- Det viser, at man kan tage modellen fra sygehus og ud i kommunerne, så alle børn overalt i hele Danmark nu blive behandlet ordentligt. Det er et kæmpe gennembrud. Ind til videre er det kun små øer af børn, der er blevet behandlet ordentligt, siger Jens-Christian Holm.

Indtil videre er omkring 1000 børn fået hjælp mod overvægt gennem metoden.

Principperne er blandt andet at opfatte overvægt som en sygdom og involvere hele barnets familie i at løse problemet.

Slagelse Kommune er en af de kommuner, der har brugt metoden som et kommunalt behandlingstilbud. Der er mange fordele ved at hjælpe børnene lokalt, siger Louise Friis Pihl, der er tværkomminal kostvejleder.

-Nu kan vi hjælpe langt flere lokalt end hidtil. I kommunen har vi jo nogle helt andre muligheder for at kunne koble behandlingsforløbet tættere på de fritidsaktiviteter, der sker i lokalområdet, siger hun.

Faste regler der skal følges med Holbæk-metoden:

  • Sukkerholdige drikke er tilladt en gang om ugen, og barnet må maksimum drikke en halv liter. En gang om ugen må barnet spise slik. Børn over 10 år må spise for 10 kroner slik. Børn under 10 år må spise for fem kroner slik.

  • Fjernsyn og computerne må bruges højst to timer om dagen og først efter klokken 17. Hvis det er muligt, skal barnet gå eller cykle til og fra skole.

  • Barnet skal gå til en organiseret aktiv sport. For eksempel svømning, dans, håndbold, fodbold eller gymnastik. Det er en god ide, at aktiviteten er i lokalområdet, og det allervigtigste er, at barnet gerne vil gå til den valgte aktivitet.

Facebook
Twitter