Ventilationsanlæg faldt ned på skole: Lærer og to elever er kommet til skade

En lærer er alvorligt kvæstet, efter et ventilationsanlæg faldt ned fra loftet på skole i Ringsted.

Et ventilationsanlæg faldt ned fra loftet i et klasselokale ved middagstid på Byskovskolens afdeling Asgård i Ringsted. En lærer er kommet alvorligt til skade.

Det oplyser Ringsted Kommune.

Ulykken skete i et af skolens nyrenoverede klasselokaler, hvor der blandt andet var skiftet ventilationsanlæg.

- Der er sket det, at en lærer er kommet til skade. Derudover er der to børn, der er kommet lettere til skade. Børnene er ikke kommet alvorligt til skade, men de er selvfølgelig chokerede, fortæller Gitte Løvgren, der er direktør for børne- og skoleområdet i Ringsted Kommune, til DR.

- Læreren er bragt til hospitalet, hvor hun er ved at blive undersøgt, men hvad der præcist er sket, er jeg ikke underrettet om, fortsætter hun.

Ni klasselokaler afspærret

Politiet var til stede på skolen efter ulykken, og de ni klasselokaler med de nye ventilationsanlæg er nu lukket for undervisning. Nu skal fagfolk fra Ringsted Kommune i den kommende tid undersøge omstændighederne omkring ulykken.

- Nu skal vi have undersøgt grundigt, hvordan der kan ske sådan en hændelse, og hvordan et større ventilationsanlæg i loftet kan falde ned. Indtil vi ved, hvad der er sket, er klasselokalerne afspærret, siger Gitte Løvgren, der forsikrer, at børnene trygt kan komme i skole igen fra onsdag morgen.

- Børnene kan gå trygt i skole, for det skal vi sikre os, at de kan. Der vil ikke være adgang til de klasselokaler, hvor der sidder de ventilationsanlæg, før vi er helt sikre på, hvad denne hændelse går ud på, siger Gitte Løvgren.

De pårørende til læreren og eleverne er underrettet, og Ringsted Kommune oplyser, at der blandt andet er tilbudt psykologhjælp til børn og lærere, der har været berørt af episoden.