Vestas åbner igen fabrik i Nakskov

Der kommer luft under vingerne i Nakskov, når vindmøllegiganten Vestas igen tager fabrikken på Vestlolland i brug.

Vindmøllekoncernen Vestas åbner igen det lukkede fabriksanlæg i Nakskov. (Foto: Søren Geisler © dr)

Flere kilder bekræfter fredag eftermiddag over for DR P4 Sjælland, at der snart igen kommer gang i Vestas' bygninger i Nakskov.

Tilsyneladende bliver der tale om produktion af vindmøllevinger, og foreløbigt er der lagt op til ca. 100 nye stillinger på Vestlolland.

3F Midtlolland glæder sig over udsigten til de mange nye job.

- Det er dejligt. Det er en rigtig god nyhed for hele LO familien på Lolland-Falster, siger formand Jørgen Erik Kozak Nielsen til DR P4 Sjælland og fortsætter:

- Vi har fået at vide, at der skal bygges nogle 70-meter vinger, og det ser vi selvfølgelig frem til. Men nøjagtig hvilken beskæftigelsesmæssig effekt det får, det vides ikke, men det i sig selv, at de genåbner fabrikken, det er jo fantastisk.

Hverken Lollands Borgmester Holger Schou Rasmussen (S) eller Vestas ønsker på nogen måde at kommentere historien.

- Ingen kommentarer, er det kortfattede svar fra begge parter. 

Facebook
Twitter