Vi slukker tørsten i sodavand som aldrig før: 'Jeg er afhængig'

Siden 2010 er det gennemsnitlige sodavandsindkøb for danske husstande steget med 28 procent.

Det slukker tørsten, stikker på tungen og fås i alverdens smagsvarianter: Sodavanden - og vi drikker mere af den boblende, søde væske end tidligere.

- Det er næsten en livsstil for mig. Sådan har det været i mange år - jeg kan ikke fungere uden min sodavand, siger Lars Schultz Refsgaard, mens han bevæger sig rundt i læskedrikafdelingen i Meny i Sorø.

Han standser ved en palle fyldt med colaflasker og rækker ud efter en citrusvariant, som han putter ned i den grå rullekurv.

- Uh, citron. Sådan, mand, siger han.

Senere får halvandenlitersflasken selskab af yderligere to plastflasker med sodavand.

Lars Schultz Refsgaard drikker omkring 10 liter sodavand om ugen. Og det er vel at mærke efter, at han har trappet ned på mængderne de senere år.

- Ligesom folk er afhængige af deres morgenkaffe, er jeg afhængig af sodavand. Det er det, der får mig i gang i løbet af dagen, siger Lars Schultz Refsgaard.

Og han er langt fra den eneste, der slukker tørsten i sodavand.

Nye tal fra analyseinstituttet GfK viser, at danske husstande i gennemsnit køber 19 liter sodavand mere om året end for 10 år siden. Det svarer til en stigning på 28 procent.

Et sundhedsproblem

Forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse Mette Lolk Hanak mener, at det øgede salg er problematisk, fordi de store mængder sodavand medvirker til, at mange danskere bliver overvægtige.

- Det er et kæmpe sundhedsproblem, at vi kan se, at salget af sodavand eksploderer. Det er vi nødt til at gøre noget ved som samfund, siger Mette Lolk Hanak og peger på, at overvægt er den største risikofaktor for kræft næst efter rygning.

Ifølge direktør for Statens Institut for Folkesundhed Morten Grønbæk er det at drikke en sodavand i ny og næ ikke farligt i sig selv.

- Problemet er, at sodavand indeholder tomme kalorier. Det vil sige, at man ikke mærker dem. Man drikker kalorierne, men man kan stadig spise lige så meget, som man plejer, siger Morten Grønbæk og fortæller, at antallet af svært overvægtige voksne også er steget de seneste ti år.

’Det er en slags afhængighed’

Selvom man gerne vil give slip på de flydende kalorier, kan det være svært.

Det ved Birgit Petersen på 52 år fra Tersløse på Vestsjælland. Hun har ad flere omgange gået hos en diætist for at skære ned på sit sodavandsforbrug.

Tidligere drak Birgit Petersen seks dåsecolaer om dagen. (Foto: PRIVATFOTO)

For et par år siden drak Birgit Petersen omkring seks dåsecolaer om dagen. Nu har hun fået skåret alt cola væk, men drikker stadig et par dåser anden sodavand hver dag.

Hun oplever, at det er svært at give slip på det sidste.

- Sukkeret går ind og giver et eller andet kick. Det er bare noget, jeg skal have. Ellers kan jeg miste mit humør, fordi det gør noget ved kroppen, siger Birgit Petersen.

Sukker og koffein i nogle sodavand kan gøre kroppen så afhængig, at det kan være fysisk svært at skære ned på mængderne.

Det oplever diætist i Sorø Sundhedscenter Tanja Bigum Jørgensen ofte, når hun skal hjælpe klienter med at trappe ud af et stort sodavandsforbrug.

- Nogle sodavand indeholder koffein. Det kan medføre deciderede abstinenser, når man skal stoppe med at drikke sodavand. Personer med et stort sodavandsforbrug kan opleve hovedpine og rysten på hænderne, når de skal trappe ned. De er simpelthen afhængige, siger Tanja Bigum Jørgensen.

Fjernet afgift har gjort sodavand billigere

Skal det øgede salg af boblende læskedrikke standses, skal der skrues på priserne, mener Kræftens Bekæmpelse.

- Det er absurd, at man kan få sodavand til billigere penge end mælk. Sodavandsafgiften blev fjernet i 2014, og nu er forbruget altså steget og steget de seneste ti år, siger Mette Lolk Hanak.

Hun argumenterer for, at det vil øge forbrugernes motivation til at vælge sundere alternativer, hvis afgiften på sodavand genindføres.

Den påstand er administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd John Wagner dog uenig i.

- Løsningen er ikke at sætte de danske afgifter op - det vil blot generere en større grænsehandel, siger han.

Morten Grønbæk forstår godt bekymringen blandt de købmænd, der har butikker i grænseområderne.

- Det kan godt være, at noget af handlen bliver flyttet over på andre hænder, men en afgift vil stadig få det samlede forbrug ned, siger Morten Grønbæk.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i en mail til DR, at Fødevarestyrelsen sammen med drikkevareindustrien og detailkæderne er ved at sætte nogle rammer for, hvordan forbrugerne kommer til at indtage færre kalorier gennem drikkevarer.

Tilbage i supermarkedet i Sorø, mener Lars Schultz Refsgaard, at der skal en solid prisstigning til for at påvirke hans indtag af sodavand.

- Jeg kan lide min sodavand, og mit liv skal ikke være gråt og kedeligt på grund af begrænsninger, siger han.

Facebook
Twitter