1,6 milliarder kroner til flere pædagoger: Det mener tre forældre

Ny politisk aftale om minimumsnormeringer er et skridt på rette vej, men pengene kommer alt for sent, mener flere forældre.

Maksimalt tre børn per voksen i vuggestuer og seks børn per voksen i børnehaver.

Det er den normering, Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre vil indføre i daginstitutioner frem mod 2025.

Det fremgår af den finanslovsaftale, der blev indgået mellem partierne sent i går aftes.

I aftalen afsættes der 500 millioner kroner i 2020. De næste fem år stiger beløbet, der afsættes til normeringer, og det ender på 1,6 milliarder kroner i 2025. Det betyder, at kommunerne løbende kan øge normeringerne.

Derudover lyder det i aftalen, at der skal uddannes mere og bedre personale til daginstitutionerne. Der er samtidig afsat 127,5 millioner kroner i 2019 til et løft af pædagoguddannelserne.

DR Nyheder har spurgt forældre flere steder i landet, hvad de synes om den fremlagte normeringsplan:

Line Grønfeldt Olsen, Esbjerg

Line Grønfeldt Olsen har en treårig datter og er en af tovholderne på forældrebevægelsen #hvorerderenvoksen i Esbjerg. (© (c) DR)

- Det er jo et skridt på vejen, og jeg er da glad for, at det er kommet med. Men lige nu er det jo papirsnormeringer.

Line Grønfeldt Olsen vil have sikkerhed for, at minimumsnormeringerne bliver en realitet i alle institutioner.

I finanslovsaftalen er der nemlig ikke taget stilling til, om minimumsnormeringerne skal gælde hver enkelt institution, eller om kommunen selv får lov at prioritere, hvor de ekstra pædagoger skal sættes ind.

- Det er meget vigtigt for os, at alle børn i Danmark mærker, at de har voksne omkring sig. Og det er vi bange for ikke kommer til at ske, hvis det overlades til kommunerne, siger Line Grønfeldt Olsen.

Victor Fox Maule, Vanløse

Victor Fox Maule er far til to drenge på fem og et år. (© (c) DR)

- Jeg synes, det er dejligt, men jeg er lidt ked af, at det kommer så sent. Det er ærgerligt, at det først rammer, når mine børn er videre i systemet.

I finanslovsaftalen fremgår det, at minimumsnormeringerne først vil være rullet helt ud i 2025. Der er dog allerede næste år afsat 500 millioner kroner til at ansætte flere pædagoger i landets daginstitutioner.

Men det giver Victor Fox Maule ikke meget for.

- Det vi jeg se, før jeg tror det. Jeg tror, der går noget tid, inden det bliver inkorporeret i praksis.

Modsat Line Grønfeldt Olsen mener Victor Fox Maule, at det giver god mening, hvis kommunerne får lov til selv at disponere over de ekstra pædagoger, de får til rådighed.

- På den måde har kommunerne mulighed for at rette op på institutioner, hvor der er behov for ekstra ressourcer.

Anita Lund Kjær, Herning

Anita Lund Kjær er mor til tre og er en del af forældrebevægelsen #hvorerderenvoksen i Herning. (Foto: PRIVATFOTO)

- Indfasningsperioden er alt for lang.

Anita Lund Kjær er ikke tilfreds med, at der skal gå fem år, før de fremlagte normeringer er implementeret. Og de 500 millioner kroner, der er afsat til næste år, rykker ingenting, mener hun.

- Det svarer til, at der måske kan ansættes tre ekstra personale i hele Herning Kommune. Det er ikke noget, børnene kommer til at mærke – det er alt for lidt.

Hun mangler også, at der kommer en afklaring på, om normeringen gælder den enkelte institution, eller om det er en overordnet normering for hele kommunen. Og derfor er kampen for minimumsnormeringer slet ikke slut for Anita Lund Kjær.

- Vi vil fortsat kæmpe for, at det bliver på institutionsniveau, og vi vil kæmpe for, at det kommer til at ske hurtigere, end det gør nu.