160 har taget vandscooterbevis efter dødsulykke

Kravet om vandscooterbevis blev indført i kølvandet på en dødsulykke i Københavns Havn.

Fra næste år er det kun lovligt at stryge hen over vandet på en vandscooter med et gyldigt vandscooterbevis. (Foto: Roqqy © Creative Commons Attribution 3.0 Unported)

Selv om det først fra næste år er lovpligtigt at have et særligt bevis, hvis man vil drøne ud over vandet på en vandscooter, så har 160 danskere allerede nu bestået kurset og fået sig et vandscooterbevis. Det oplyser Søfartsstyrelsen.

Kravet om vandscooterbevis blev indført efter dødsulykken i Københavns Havn i maj 2017, hvor to amerikanske kvinder mistede livet, da en vandscooter kolliderede med deres båd.

Sten Emborg, der er specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd under Søfartsstyrelsen, er tilfreds med, at 160 har taget kurset.

- Vi mener, at uddannelse er en vigtig måde at forebygge ulykker på, siger Sten Emborg.

Der er et stykke vej endnu

Ifølge Sten Emborg er der ikke nogen opgørelser over, hvor mange vandscooter-sejlere der er herhjemme, men han vurderer, at der er mellem 1000 og 2000.

- Det er klart, der er et stykke vej igen, indtil alle har taget det. Men det er et nyt bevis, som folk skal lære at kende, forklarer Sten Emborg.

Sonny Knudsen fra Tinglev i Sønderjylland er en af dem, der ikke har taget beviset endnu, men det har han tænkt sig at gøre, så han kan fortsætte med sin hobby på vandet.

- Det siger loven, jeg skal, så det er jeg nødt til. Man begynder jo heller ikke at køre bil uden kørekort og forsikring, siger han.

Pris på over 2000 kr.

Indtil da bruger Sonny Knudsen sit speedbådsbevis, som er gyldigt indtil udgangen af i år. Når han ikke allerede har taget sit vandscooterbevis, skyldes det prisen og udbuddet af kurser.

- Lige nu koster det mellem 2000 og 3000 kroner, og vi skal køre ret langt for at tage kurset, for der er ikke så mange steder, man kan tage det, siger han.

Den hasarderede sejlads, som man så i Københavns Havn for to år siden, har Sonny Knudsen absolut intet tilovers for. Han mener ikke, vandscootere hører til der, hvor folk bader.

For ham handler det om at sejle rundt i Genner Bugt i Sønderjylland - langt væk fra kysten.

- Man skal huske på, at en vandscooter vejer mellem 200 og 300 kilo, og der er 200 hestekræfter under sædet. Det der med at sejle rundt blandt badegæster, det egner den sig slet ikke til, siger han.

Det var i maj 2017, at en ung mand med en vandscooter torpederede en udlejningsbåd i Københavns Havn. Ulykken kostede to amerikanske kvinder livet. Manden blev senere idømt en ubetinget fængselsstraf for med særligt hensynsløs sejlads at have været skyld i de to kvinders død. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Rykker ud akut

Vanvidssejlads er en opgave for politiet, og det er man meget opmærksom på hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet samarbejder i dag med Marinehjemmeværnet og laver kontroller på vandet flere gange om året.

Politiet rykker også ud akut, siger liniechefen for beredskabet hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Tage Jehn.

- Nogle gange får vi anmeldser fra borgere, der fortæller, at der er nogle, der sejler med vandscootere til ulempe for andre. Så sejler vi ud og tager kontakt, siger Tage Jehn.

Uden bevis og erfaring

Specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd Steen Emborg håber, at endnu flere kommer i gang med kurset, så de kan få et bevis til vandscooter.

- En vandscooter er jo en ret kraftig maskine. Det var det, vi så inde i Københavns Havn. Her var der et par vandscooter-sejlere uden bevis og erfaring, og de havde ikke kontrol over deres fartøj.

- På kurset skal du jo gennemføre praktiske øvelser og skarpe manøvre, så man kender sit fartøj og ved, hvor grænserne ligger, siger Sten Emborg.

Facebook
Twitter