20 år som plejemor: Heidi skal selv betale 30.000 kroner for sin efteruddannelse

Det giver ingen mening, at de fleste plejefamilier selv skal punge ud for en uddannelse, der gavner børnene, lyder kritikken.

Heidi Burrack er plejemor og uddannet pædagog. Men fordi hun har en videregående uddannelse, skal hun selv betale for den særlige PUP-uddannelse, der er målrettet plejefamilier. Det løber op i 28.000-40.000 kroner, og det kan ikke være rimeligt, mener hun og Plejefamiliernes Landsorganisation. (Foto: Dr © dr)

Heidi Burrack er plejemor i Aabenraa. Hun har været plejemor i 20 år og vil gerne efteruddanne sig, så hun bliver en endnu bedre plejemor.

Men fordi Heidi Burrack er uddannet pædagog, skal hun selv betale ca. 30.000 kroner for den specielle PUP-uddannelse, der er skræddersyet til plejefamilier.

PUP-uddannelsen kan man kun få gratis, hvis man er ufaglært. Det er en regel i AMU-systemet, som uddannelsen er en del af.

Har man derimod en videregående uddannelse som eksempelvis ingeniør, politibetjent, pædagog eller sygeplejerske, skal man selv punge ud.

Den forskelsbehandling giver Heidi Burrack ikke meget for:

- Jeg synes ikke, det giver mening. At være plejefamilie er et erhverv for sig, og der bliver stillet større og større krav til os som plejefamilier. Når man har taget denne uddannelse, ved tilsynet, at man er kvalificeret. Derfor bør den være gratis, så alle kan få den, siger Heidi Burrack.

Hun får opbakning fra Plejefamiliernes Landsforening, der vurderer, at omkring 4.500 plejefamilier landet over, selv skal punge ud for uddannelsen.

- Det er møgærgerligt. Simpelthen. Det er kun en tredjedel af plejefamilierne som kan få uddannelsen gratis. Det er rigtig trist, for det er børnene, der vinder på det her, siger Thomas Vorre, formand for Plejefamiliernes Landsforening.

Skræddersyet til plejefamilier

For at blive plejefamilie skal man på en obligatorisk grunduddannelse. PUP-uddannelsen er et tilvalg og betragtes som et kvalitetsstempel over hele landet. Uddannelsen består af elementer fra social- og specialpædagogik samt socialpsykiatriske AMU-uddannelser og er målrettet plejefamilier.

Uddannelsen er ikke obligatorisk, men plejemor Heidi Burrack kan se mange fordele ved at tage den.

- Uddannelsen er tilrettelagt plejefamilier, og den kan give mig helt specifik viden til de store børn, vi har i pleje herhjemme, siger hun.

Statsministeren satte udsatte børn på dagsordenen

Statsminister Mette Frederiksen (S) skød året i gang med at sætte fokus på udsatte børn i sin nytårstale. Hun vil have flere udsatte børn fjernet fra deres familier tidligere og skabe sammenhængende plejeforløb for børnene.

Derfor mener Plejefamiliernes Landsforening også, at det bør være gratis for alle plejefamilier at tage den nye uddannelse.

- Der bliver stillet større og større krav til os som plejefamilier, derfor burde vi også have muligheden for at opkvalificere vores arbejde, siger formand Thomas Vorre.

Men hvad er det denne uddannelse kan?

En hel del, mener Jens Dalgaard, der er plejefar og sammen med sin kone er i gang med PUP-uddannelsen. Han oplever, at uddannelsen giver stor forståelse for de svære perioder, som parrets tre plejebørn er igennem.

"Vi vil vores børn med hud og hår"

- Det giver mig en ro. Vi kan være i de svære situationer sammen med dem, rumme dem og på den måde hjælpe dem, siger Jens Dalgaard.

Hvordan man tackler svære situationer er væsentligt, fordi udsatte børn og unge allerede har nogle dårlige oplevelser i rygsækken.

- Det er jo et 24-timers-job, og det er året rundt. Døgnet rundt. Også om natten. Også når man er træt. Men vi vil jo vores børn med hud og hår, og vi vil hjælpe dem. Det er derfor, man tager sådan et job, siger Jens Dalgaard.

PUP-uddannelsens fokus på netop at skabe ro kan betyde flere sammenhængende plejeforløb, lyder det fra Plejefamiliernes Landsforening:

- Det vil helt sikkert nedbringe antallet af sammenbrud i plejefamilierne. Det er der slet, slet ingen tvivl om, siger Thomas Vorre.

Kommunerne kan betale – men gør det sjældent

Plejefamilierne er dog ikke helt alene med betalingen. Landets kommuner kan vælge at betale for uddannelsen, men tal viser, at det kun sker meget sjældent.

Færre end 10 af de 360 plejefamilier, der er i færd med at tage uddannelsen, er betalt af deres kommune, viser tal fra UC Syd og Via University College, som står for PUP-uddannelsen.

Hos UC Syd oplever de stor interesse for uddannelsen fra plejefamilier, der har en videregående uddannelse.

- Men de dropper det igen, fordi kommunerne ikke vil betale uddannelsen til dem, og de ikke selv kan eller vil betale, fortæller Hildur Edelberg, der er uddannelseskonsulent for UC Syds AMUuddannelser.

Borgmester: Der skal følge penge med

Men når statsminister Mette Frederiksens (S) sætter fokus på udsatte børn, så skal der også følge penge med, lyder det fra Henrik Frandsen (V), borgmester i Tønder Kommune.

- Det er ikke kommunerne, der skal betale. Det er derimod en samfundsopgave og med statsministerens fokus, ja så bør der også følge penge med, så der kan være et gratis uddannelsestilbud til alle vores plejefamilier, siger han.

Socialminister: Det er kommunernes opgave

Men flere penge skal kommunerne ikke regne med, lyder det fra socialminister Astrid Krag (S).

- Reglerne er klare, som de er i dag. Det er kommunerne, der skal betale for den uddannelse, der er brug for til plejeforældrene, understreger hun. Ministeren medgiver dog, at der skal ses på uddannelsen til plejefamilierne.

- Vi har brug for at få kigget på det her mere grundlæggende. Vi har dels brug for at få set på, hvordan vi kan få anbragt børnene tidligere, og dels på hvordan plejeforældrene kan have de rigtige kompetencer til at tage sig af de børn, som er meget komplekse og desværre har levet med mange svigt, siger Astrid Krag (S).