2035 muldvarper dræbt: Muldvarpe-budget overskredet med 30.000 kroner

Muldvarpejægerne i Haderslev har sprængt kommunens estimerede budget for køb af muldvarpehaler.

Klager fra borgere og irritation over muldvarpeskud fik i maj Haderslev Kommune til at udsætte en dusør på 20 kroner per fanget muldvarp. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Levér et bundt med 10 muldvarpehaler og få en tyver per styk.

Haderslev Kommunes omdiskuterede tilbud, der skal bekæmpe muldvarpe, har vist sig at være en dyrere fornøjelse end ventet.

I løbet af ordningens første fem måneder, har kommunen betalt godt 40.000 kroner for 2035 haler.

På forhånd forventede udvalget for plan og miljø, at det ville koste 10.000 kroner. De ekstra penge bekymrer dog ikke formanden for udvalget, Liberal Alliances Benny Bonde.

- Vi har ikke afsat et specifikt beløb, og de 10.000 kroner var et skøn. At det har kostet lidt mere, gør ikke noget. Det fortæller os bare, at der virkelig har været et problem derude, siger han.

Benny Bonde vil ikke afvise, at ordningen kan komme til at fortsætte, selvom udgifterne er blevet højere end forventet.

- Vi har ikke et maksimumbeløb. Vi betaler for de haler, der kommer ind, og så vurderer vi, når der er gået et år, om ordningen skal fortsætte, siger han.

Næstformand i plan og miljøudvalget,Ole Bang Jensen (V), er heller ikke bekymret for, at det bliver et problem at finde de ekstra udgifter i budgettet.

- Det er da mange penge. Men i forhold til vores budget, er det ikke så slemt. Så jeg tror, vi finder dem, siger han.

Det var klager fra borgere og bøvl med muldvarpenes jordbjerge på græsplæner, fodboldbaner og parker, der i foråret fik kommunen til at indføre dusøren for halerne.

Facebook
Twitter