24-årig mand for retten i Esbjerg: Anklaget for at lade sig hverve af Islamisk Stat

En ung mand er tiltalt for at have modtaget våbentræning og oplæring i terrorhandlinger. Sagen er begyndt i dag.

Den unge mand er anklaget for at have ladet sig træne eller på anden måde oplære i at begå terrorhandlinger, idet han rejste til Syrien og lod sig hverve af terrororganisationen Islamisk Stat. (Foto: Holger Madsen- DR)

Retten i Esbjerg har i dag indledt retssagen mod en 24-årig finsk statsborger.

Manden, der bor i Esbjerg, er anklaget for at have ladet sig hverve af terrororganisationen Islamisk Stat (IS) i tidsrummet fra november 2013 til juli 2015.

Sagen kører over flere retsdage, og manden er blandt andet anklaget for at have modtaget våbentræning af IS i Syrien, for at have fungeret som imam for IS og for at være blevet oplært i at begå terrorhandlinger.

Stort ønske om at udvandre

I retten bekræftede den 24-årige mand, at han har været i Syrien, men han nægter sig skyldig i samtlige anklager.

Han forklarede, at han som 17-årig begyndte at praktisere islam. Dengang boede han i England med sin familie.

Han havde en masse problemer derhjemme, og det endte med, at han stak af hjemmefra og vendte sig mod islam.

Det var unge på college og i det lokale område, der introducerede ham til islam. Han forklarede i retten, at han kan koranen udenad. Det lærte han på college. Han underviste andre unge i England om koranen, og han assisterede som koran-lærer.

Han forklarede også, at han er troende muslim, og at det var et stort ønske blandt unge både i moskeen, på college og i området, at man gerne ville udvandre og prøve at leve i Syrien, hvor Sharia-loven gælder.

Engelske forbindelser

Ifølge senioranklager Lars Vierick har den 24-årige en finsk mor og en somalisk far.

Barndommen foregik i Finland, i 2006 flyttede den tiltalte mand med sin far til Manchester i England. Der var den tiltalte 12 år gammel. Han boede i England frem til november 2013.

Senioranklageren fremførte i retten, at tiltalte i Manchester blev venner med en gruppe unge mænd, som alle ville drage i krig for IS. Politiet kalder gruppen for Manchester-gruppen.

Blandt den tiltaltes daværende vennekreds i Manchester – har to fået lange straffe i England, henholdsvis ni og ti års fængsel.

Den ene er dømt for at have hjulpet den tiltalte med at rejse til Syrien og deltage i voldelig krig for IS.

Den anden er dømt for at have spillet en vigtig rolle for at have hjulpet andre gruppen til Syrien.

Tre andre har tilsluttet sig IS som hellige krigere.

Flyttede til Esbjerg for at studere

Anklageren fremførte i retten, at gruppen er blevet hemmeligt overvåget af britisk terrorpoliti, og en betydelig del af efterforskningen er foregået på sociale medier, hvor gruppen har kommunikeret med hinanden – både i tiden i Manchester, og da de var i Syrien.

Da han kom hjem til England, blev han nægtet indrejse i England. Derfor bosatte han sig i 2015 i Finland, hvor han er statsborger.

Han flyttede til Esbjerg i september 2016 for at starte på et studie.

I januar 2017 blev han anholdt i Danmark. Siden da har han siddet varetægtsfængslet i sagen.

Har siddet varetægtsfængslet i et år

Den 24-årige mand har siddet varetægtsfængslet i et år sammen med en dansk statsborger fra Aarhus.

Anklagemyndigheden ville gerne have kørt sagerne samlet, men det nægtede mændenes forsvarer Michael Juul Eriksen og Mette Grith Stage.

Derfor er finnen for retten i Esbjerg i dag.

Dom i marts

Oprindeligt blev sagen rejst ved et nævningeting, det betyder, at anklagemyndigheden lægger op til en straf på mindst fire års fængsel.

Manden har dog fravalgt en nævningesag. I stedet skal en dommer og to domsmænd afgøre, om han er skyldig eller ej.

Dommen forventes at falde den 22. marts.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk