24 danskere bor og arbejder 70 meter oppe over Nordsøen: Få et smugkig ind i en lukket verden

Havvindmølleparken Horns Rev 2 fylder ti år.

- Det er så her, jeg bor og skal være de næste syv dage, siger Brian Sørensen.

Han er vindtekniker på Horns Rev 2, hvor han bor og arbejder én uge ad gangen.

- Man får jo ikke en bedre udsigt ud over vandet.

Herude – cirka 30 kilometer fra land – bor 24 vindteknikere side om side på verdens første beboelsesplatform mellem 91 kæmpestore havvindmøller.

Brian Sørensen og hans kollegaer arbejder 12 timer i træk, når de er på Horns Rev 2.
Brian Sørensen og de andre ansatte har hver sit værelse på platformen. Cheferne og kokken har et lidt større værelser end de andre.
De 91 vindmøller er næsten 70 meter høje og har et vingefang på 93 diameter.
De ansatte kommer til beboelsesplatformen med båd fra Esbjerg. Når de ankommer, tager man det sidste stykke ad en stige - eller leideren, som det kaldes her.
Alle 91 vindmøller bliver serviceret én gang om året. Det tager cirka en uge at servicere en enkelt mølle, men det afhænger meget af vejret. Er vejret dårligt eller blæsten for kraftig, bliver medarbejderne ikke sendt ud til møllerne.

I år er det ti år siden, at den danske havvindmøllepark Horns Rev 2 begyndte at sende strøm til de danske stikkontakter.

Siden da har hele verden trukket på Danmarks vind-erfaringer, og i år vurderer den europæiske vindbranche Wind Europe, at vindenergi formentlig bliver den største energiform i hele EU - målt på kapacitet.

Se med her, når Johnny Andresen servicerer en vindmølle 70 meter over havet.

GoPro video: Ørsted

Brian Sørensen og kollegernes job er at servicere vindmøllerne, og de arbejder 12 timer ad gangen – syv dage i træk.

- Selvfølgelig savner jeg min familie. Men det er nok hende derhjemme, der har det hårdest. Det er hende, der tager slæbet.

Men jobbet på Nordsøen er nu heller ikke let.

Brian Sørensen ifører sig sele og hjelm, inden han kravler 70 meter op i vindmøllens top.

- Det blæser lidt i dag. Man kan ikke undgå, at det er hårdt. Du skal kravle mange steder.

Se reportagen fra TV Avisen:

41 procent af den danske strøm kommer fra vindmøller som dem på Horns Rev 2.

Det sender Danmark helt i front i Europa som det land, hvor allermest strøm kommer fra vindmøller.

De danske vindmølleparker har haft stor betydning for den europæiske interesse for vindenergi, siger Frede Blaabjerg, der er professor i energiteknik ved Aalborg Universitet.

- De har vist, at det kan lade sig gøre både at have vindmøller på havet, men det har også kunnet overbevise andre nationer om, at man er i stand til at køre et el-system, hvor så stor en grad af elektriciteten kommer fra vind.

Transitturen ud til platformen er lang, så her er der tid til afslapning. Men ude ved møllerne er det med at holde tungen lige i munden for at få katamaranen til at ramme helt præcis, så mandskabet kan sættes sikkert af.
I dagligstuen tager vindtekniker Claus Schmidt sig en pause. Han har en kæreste og seks børn hjemme i Esbjerg. Han ser det som et frirum, når han er på platformen hver anden uge. På den måde kan han være 100 procent på, når han er hjemme. Han har lige haft ti års jubilæum på platformen.
Når man arbejder en hel uge ad gangen, skal man have det godt. Derfor har medarbejderne blandt andet deres egen isbar med syv forskellige slags is.
For at holde beboelsesplatformen ren går alle ansatte rundt i strømpesokker eller klipklapper, når de er indenfor.
Ud over maden tager kokken sig også af rengøring og mandskabets tøjvask, mens de er på platformen.

Selvom jobbet på Horns Rev 2 er hårdt, og familien er langt væk, så er Brian Sørensen glad for sit arbejde – især når han står på toppen af platformen.

- Det er en udsigt, der vil noget. Verdens bedste arbejdsplads med verdens bedste udsigt.

Beboelsesplatformen bliver kaldt Poseidon og er åben fra april til september eller oktober.

Facebook
Twitter