25 år gammel misbrugssag for retten: Far skyldig i voldtægt og mor frikendt

En kvinde fra Vejen er frikendt i sag om særdeles groft seksuelt misbrug af fire børn for mere end 25 år siden.

Datteren var tre år gammel, da farens overgreb begyndte. (Foto: COLOURBOX)

Den 60-årige kvinde fra Vejen, der har været mistænkt for seksuelt misbrug af sine fire børn er frikendt.

Faren til to af børnene - en 63-årig mand - er kendt skyldig i at have voldtaget og misbrugt et af parrets fire børn flere gange igennem flere år, mens barnet var under 12 år.

Det har Retten i Esbjerg afgjort i dag.

Den 63-årige var tiltalt for 17 forhold - det er kun et enkelt af forholdene, han er kendt skyldig i.

Overgrebet på barnet er foregået i perioden fra 1987 til 1991. Overgrebet foregik, da pigen var mellem tre og syv år gammel.

I 1992 blev børnene fjernet fra hjemmet.

Om baggrunden for rettens konklusion siger retsformanden i retten.

- Der består en risiko for, at en betydelig del af børnenes erindringer kan være blevet påvirket på forskellig vis i tiden efter anbringelsen.

Parret var tiltalt for groft seksuel misbrug og mishandling af deres fire børn for mere end 25 år siden. Det var først i 2017, at den ene datter anmeldte hændelserne til politiet.

Forældrene har under retssagen nægtet sig skyldige og hævder, at anklagerne er grebet ud af den blå luft.

Senere i dag afsiger retten den 63-årige fars dom.

Facebook
Twitter