25 stolte lokale skal fortælle turister om Vadehavets muligheder

Nationalpark Vadehavet vil uddanne 25 Vadehavs-ambassadører, der skal være med til at udbrede kendskabet til nationalparken.

Nationalpark Vadehavet vil benytte sig af, at der er lokale, der er glade og stolte af Vadehavet. (Foto: MADS NISSEN © Scanpix)

Ofte spørger turisterne dem der bor og færdes i Vadehavsområdet til råds om mange forskellige ting.

Og ifølge Nationalpark Vadehavet, oplever man, at rigtig mange lokale gerne vil hjælpe. Nogle mangler bare den viden, der skal til.

Derfor har Nationalpark Vadehavet udpeget 25 ambassadører for nationalparken.

De vil blive klædt på med mere viden om naturen, som de så kan give videre. Det fortæller Jens L. Hansen, der er kommunikationskonsulent i Nationalpark Vadehavet.

- De skal være med til at sprede det gode budskab om Vadehavet, nationalparken og kulturarven, siger han.

Håbet er, at ambassadørerne vil dele deres begejstring for nationalparken med deres netværk.

- Det kan være familie, venner, bekendte, kollegaer og turister, de møder i deres hverdag. De er privatpersoner, der er stolte af området og gerne vil fortælle andre om det, siger Jens L. Hansen.

Det er meningen, at de 25 ambassadører med tiden skal blive til flere.

Nationalpark Vadehavet strækker sig fra Varde og Oksbøl i nord til den dansk-tyske grænse i Syd.