400 rovfugle spottet: Havørne flytter ind i Danmark

De danske havørne har fået flere unger.

Ørnebestanden i den danske natur er blevet større. (Foto: Kaare Smith © Scanpix)

Chancen for at se en havørn i den smukke danske natur er blevet større.

Fakta om havørnen
  • Havørnen er Nordeuropas største rovfugl.
  • Blandt ornitologer er havørnen kendt som "den flyvende dør" pga. de stive, brede, rektangulære vinger.
  • Vingefanget er mellem 200 - 245 centimeter.

Kilde: Dansk Ornitologisk Forening

Efter mange års stilstand strømmer de store rovfugle nemlig hertil, og i januar blev der talt knap 400 havørne rundt om i Danmark. Langt de fleste af dem var havørne. Kun 11 i alt var kongeørne

De vil selv etablere sig her i Danmark, og så bliver nogle steder naturlige områder, hvor de søger hen og forsøger at yngle.

Kim Skelmose, leder, Projekt Ørn, Dansk Ornitologisk Forening

De danske havørne får nemlig flere unger, og de næste generationer søger nye steder at slå sig ned.

Det fortæller Kim Skelmose, der er leder af Projekt Ørn i Dansk Ornitologisk Forening.

- Der er en masse ung-fugle, der vil ind på markedet, hvis man kan sige det sådan. De vil selv etablere sig her i Danmark, og så bliver nogle steder naturlige områder, hvor de søger hen og forsøger at yngle, siger Kim Skelmose.

Vadehavet er populært

Alene i det syd- og sønderjyske område har man talt frem til 53 havørne i januar.

Det er især Vadehavsregionen, der er blevet særlig populær hos de unge havørne.

Fugleentusiast Lene Teppel Rasmussen fra Haderslev er klar med teleskoppet i Haderslev og kigger på havørne. (Foto: Lars Paaske DR Syd)

Havørnene har opdaget, at området er et velegnet spisekammer, når søer og fjorde fryser til, fortæller Kim Skelmose.

- Der er mange ådsler, de kan finde der, og der er åbent vand. Her kan de finde rester af sæler eksempelvis, siger han.

'Den flyvende dør'

Fugleentusiast Lene Teppel Rasmussen fra Haderslev nyder de mange havørne i det syd- og sønderjyske.

Det er et fantastisk syn. Man kalder jo fuglen den flyvende dør, for den er helt firkantet både foroven og forneden på vingefanget.

Lene Teppel Rasmussen, Fugleentusiast

- Det er et fantastisk syn. Man kalder jo fuglen den flyvende dør, for den er helt firkantet både foroven og forneden på vingefanget. Så det er en firkantet dør, der flyver gennem luften, siger hun.

To havørne ses jævnligt ved Slivsø syd for Haderslev, og havørnene kan virkelig overraske, siger hun.

- Bedst som man står og kigger på den, så kan den lige pludselig være væk. Og man tænker sådan en stor fugl kan da ikke bare forsvinde, men det kan den. Det er fantastisk, siger hun.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.