Tirsdag betalte lærerne prisen for de massive mængder af skandaler, der har hobet sig op for uddannelsesinstitutionen VUC Syd i det syd- og sønderjyske.
47 hf-lærere har fået en fyreseddel som følge af ledelsens overforbrug af offentlige midler, eksempelvis med køb af dyre designermøbler til den tidligere direktør, fusk med medarbejdertilfredshedsundersøgelser og mundkurv til de ansatte.
Årsagen til fyringerne er, at elevtallet er faldende, og fordi skolen har fået besked ovenfra om, at for mange af lærerne ikke har de kompetencer, der skal til for at undervise hf-elever.
Ifølge VUC Syd-direktør Asbjørn Nielsen vil det ikke betyde dårligere undervisning for de mange tusind elever på VUC Syd, at der bliver afskediget så mange medarbejdere.
- Vi skal fokusere på kerneværdien. Det er uddannelse og vores kursister. Det tror jeg på, at vi kan styrke ved at skære nogle ting væk, så der bliver mere undervisning og færre udviklingsprojekter, siger han.
For eksempel har VUC Syd lige nu afsat ti årsværker til at lave en e-bogsproduktion. De skal i stedet prioriteres på eleverne og undervisning, forklarer Asbjørn Nielsen.
Det går ud over eleverne
Men den tror formand for Gymnasieskolerenes Lærerforening Anette Nordstrøm ikke på.
- Selvfølgelig får det konsekvenser, når man fyrer så mange medarbejdere. Når der er færre lærere, så bliver der mindre tid til elevkontakten, der bliver færre aktiviteter ved siden af undervisningen, og der bliver mindre tid til at forberede undervisningen, siger hun.
Oveni de 47 fyringer kommer et antal frivillige fratrædelser og ubesatte poster, så der i alt bliver nedlagt 71 stillinger på VUC Syd. VUC Syd har i dag 310 ansatte.
Lærernes tillidsmand Jannik Gorm Hansen fortæller, at der er en vis forståelse for beslutningen, men at lærerne er frustrerede og kede af, at en stor del af lærerstaben skal væk.
- Det påvirker alle. De er kede af det og frustrerede, fordi det er os medarbejdere, der kommer til et betale prisen for den tidligere ledelses tilgang, siger han.
Ifølge tillidsmanden ser lærerne trods alt positivt på fremtidens VUC Syd.
- Det er godt at fokusere på kerneopgaver, og der er også en tiltro til, at det nok skal komme til at fungere. Det kan godt være, at vi kommer til at løbe hurtigere, men så må vi jo gøre det. Men det er altså en supertanker, der skal vendes, og det tager tid, siger han.
Mangel på faglige og pædagogiske kompetencer
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har krævet, at skolen tilbagebetaler 1,2 millioner tilskudskroner til staten for kritisabel omgang med offentlige midler, og at den retter op på en lang række afgørende punkter. Sådan lød styrelsens afgørelse med sønderlemmende kritik i januar.
I et af punkterne har styrelsen slået fast, at en del af lærerne på VUC Syds hf-uddannelse ikke har haft de nødvendige faglige og pædagogiske kompetencer til at undervise deres elever på gymnasieniveau. Det er skolen blevet bedt om at rette op på.
Det er det særlige pædagogikum for fastansatte, det halter med. Et pædagogikum er obligatorisk efteruddannelse for alle nyuddannede fastansatte lærere. Hos Gymnasieskolernes Lærerforening vurderer man, at omkring 40 procent af hf-lærerne ikke har pædagogikum, selvom det er lovpligtigt.
I en påtænkt afgørelse slog Styrelsen for Undervisning og Kvalitet fast, at VUC Syd i flere år har udvist manglende sparsommelighed og frådset med tilskudskroner ved for eksempel at købe Apple Watches, lease BMW'er og investere i dyre designermøbler og kunst til den tidligere direktørs kontor.
EKSEMPLER PÅ KRITISABLE SAGER PÅ VUC SYD
- •
En tidligere ansat på uddannelsesinstitutionen VUC Syd stod frem og fortalte til DR Syd, at han blev bedt om at pynte på resultater fra undersøgelser af medarbejdernes tilfredshed.
- •
En aktindsigt viser, at VUC Syds ledelse tidligere har haft Apple Watches for i alt 40.000 kroner, indtil skolen droppede denne praksis med begrundelsen "fejlvurdering".
- •
380.000 kroner blev brugt på en studietur for 15 mand i bestyrelse og ledelse. Radio24syv kunne afsløre, at turen blev brugt på få dages fagligt indhold.
- •
3,8 millioner kroner blev brugt på at sende næsten 200 medarbejdere til udlandet på ture, kaldet ”Pædagogiske Dage”. Turene bød på 4-5 stjernes hoteller, festmiddage med fri bar og underholdning transporteret til udlandet.
- •
De seneste tre år er der blevet brugt 1,6 millioner offentlige kroner på at sponsorere det lokale foreningsliv. Flere af kontrakterne indeholder modydelser som VIP-billetter, adgangskort og fribilletter.
- •
Mere end 225.000 kroner blev brugt på at indrette den afgåede direktør Hans Jørgen Hansens kontor med både designermøbler og et Bang & Olufsen TV. Derudover hang der kunst for over 200.000 kroner på kontorets vægge.
- •
I efteråret 2015 fik forhenværende direktør Hans Jørgen Hansen opbakning af bestyrelsen til en bygge-ordre på knap 45 millioner kroner til en lokal entreprenør, som direktøren selv har samarbejdet med om et privat ejendomsprojekt.