65-årig kvinde idømt syv års fængsel: Ville dræbe sin mand under indlæggelse

Kvinden er dømt for at have forgiftet sin mand på tre forskellige sygehuse. Hun har valgt at anke dommen.

Det var blandt andet på Rigshospitalet, at kvinden ifølge anklagemyndigheden forsøgte at dræbe sin mand med lægemidlet baclofen. (Foto: Anne Bæk © DR ARKIV)

En 65-årig kvinde blev for kort tid siden idømt syv års fængsel i retten i Sønderborg for forsøg på manddrab på sin mand.

Kvinden blev dømt for gentagne gange i perioden juli 2018 til september samme år at have forgiftet sin mand på 74 år i forbindelse med indlæggelser på både Sønderborg Sygehus, Odense Universitetshospital og Rigshospitalet i København.

Drabsforsøgene blev begået med det muskelafslappende middel Baclofen, som påvirker centralnervesystemet. Ifølge anklageskriftet havde lægemidlet den effekt, at manden blev dybt bevidstløs og havde "minimal hjerneaktivitet". Han var i livsfare og overlevede kun, fordi han fik behandling.

Manden var ikke blevet ordineret Baclofen af lægerne, hvorfor en overlæge på Rigshospitalet i december 2018 kontaktede politiet efter fund af det stærke middel i mandens blodprøver. Få dage senere blev hustruen anholdt i parrets fælles hjem.

Dommere og nævninge var enige

Sagen blev ført som en nævningesag, og her var der enighed mellem de tre dommere og alle seks nævninge om, at kvinden skulle kendes skyldig.

Anklagemyndigheden gik efter en dom på mellem fem år og livstid. Derfor var det også en meget tilfreds specialanklager, som DR mødte efter domsafsigelse.

- Dommen ligger fuldstændig i tråd med min strafpåstand, og derudover er jeg selvfølgelig tilfreds med, at det er lykkedes os at løfte bevisbyrden i denne sag, siger specialanklager Rikke Brændgaard Nielsen.

Den 65-årige kvinde har sagen igennem nægtet sig skyldig i anklagerne om drabsforsøg og valgte også at anke dagens dom på syv års fængsel. Hun blev anholdt kort før jul sidste år og har siddet varetægtsfængslet siden.

- Min klient har nægtet sig skyldig, og derfor har vores påstand også været frifindelse under hele sagen, siger kvindens forsvarer Tenna Dabelsteen, som føler, at chancerne for et andet udfald i landsretten er gode.

- Det er ikke sjældent, at man bliver dømt i byretten og senere frifundet i landsretten. Så det vurdere jeg, at der er en stor chance for, siger hun.

Under domsafsigelsen sad den dømte med hænderne i ansigtet, mens hun lyttede. Hendes forsvarer var også tydeligt overrasket og berørt, da hun efterfølgende forlod retssalen med røde øjne.

- Det er selvfølgelig en sag, som har kørt længe – min klient har siddet varetægtsfængslet i et år. Det kom ind under huden på én, da hun blev dømt i dag. Da vi havde påstået frifindelse, så havde jeg også håbet på det, siger Tenna Dabelsteen.

Kom dommen bag på dig?

- Ja, det gjorde den ærligt talt. Det var nok også derfor, jeg blev så påvirket, som jeg gjorde.

Manden støtter sin kone

Offeret i sagen, den dømtes egen mand, har ifølge jv.dk selv forklaret i retten, at han ikke tror, at hans hustru har forsøgt at dræbe ham.

Han mener derimod, at han ikke har kunnet tåle den morfin, som han blev ordineret, da han i sommeren 2018 blev indlagt på Sønderborg Sygehus efter et fald i hjemmet på Sydals, hvor han brækkede bækkenet, flere ribben og en arm.

Siden den 65-årige kvinde blev varetægtsfængslet har manden besøgt hende hver fredag. Også parrets 41 årige datter har afvist, at hendes mor har givet det stærke medicin til sin mand.

- De elsker hinanden højt og har et godt ægteskab, lød det fra datteren i retten ifølge jv.dk.

Ifølge JydskeVestkysten har parret været gift i 45 år.