7 patienter erklæret døde ved en fejl: Nu ændrer sygehus procedure

Syv personer er gennem de seneste år blevet erklæret døde ved en fejl på Region Syddanmarks sygehuse.

To personer skal nu tjekke, om det er den rigtige person, der bliver erklæret død i systemet på Sydvestjysk Sygehus. (Arkivfoto). (Foto: © Nikolai Linares, Scanpix)

Når en patient dør på et hospital, skal lægerne erklære personen død i systemerne.

Langt størstedelen af det foregår uden problemer - men nogle gange sniger der sig en fejl ind.

Fra 2010 til 2018 blev syv personer ved en fejl erklæret døde på sygehuse rundt om i Region Syddanmark.

En af dem var Kirsten Kristensen fra Varde, der for et år siden blev erklæret død - selvom hun var sprællevende.

Hun var blevet indlagt med lungebetændelse, men ved en fejl blev hendes data byttet rundt med en død person - og dermed blev hun erklæret død i systemerne.

Det udløser, at blandt andet NemID, sygesikring, kørekort og bankkonti bliver sat helt i stå.

Fejlen skete på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

To skal nu erklære en død

Men nu har Kirsten Kristensen sag fået sygehuset til nu at ændre proceduren, når folk skal erklæres døde på sygehuset.

Tidligere skulle kun en person klare opgaven med at erklære en person død i systemerne. Nu skal to personer gøre det, siger ledende overlæge på medicinsk afdeling på Sydvestjysk Sygehus, Torben Knudsen.

- Vi gør nu det, at kapelbetjenten og den læge, der udfører ligsynet, sammenholder data på den seddel, der er på tåen, med patientens øvrige identifikationspapirer.

- Der sidder for eksempel også et armbånd med data på patienten. Derudover sammenholder man oplysninger med journalen. To personer skal gøre det, så man er sikker på, at det er den rette person, man er i gang med at identificere, siger Torben Knudsen.

70-årige Kirsten Kristensen fra Varde siger, at det er svært at komme tilbage til det normale liv, når alle ens konti blev lukket ned. Det skete efter, hun blev erklæret død ved en fejl på sygehuset sidste år. (Foto: © Danmarks Radio, (c) DR)

Svært at komme tilbage til normalt liv

Bitter erfaring har altså vist sygehuset, at der kan ske fejl i disse sager, når kun én person tjekker, at den rigtige person bliver erklæret død i systemerne.

- Det, der er sket, er jo, at det har været én person, der har stået for at sammenholde data. Og det giver altså en risiko for at begå fejl, siger Torben Knudsen.

Det er altså sagen om Kirsten Kristensen fra Varde, som er årsag til, at sygehuset har ændret sin procedure.

Kirsten Kristensen siger, at det er svært at komme tilbage til normal tilstand, når hele ens digitale liv er blevet erklæret dødt.

- Jeg synes, det har været frustrerende, det må jeg virkelig sige. At det kan være så nemt at slette en person, men så besværligt at blive oprettet i systemerne igen. Det synes jeg er helt grotesk, siger Kirsten Kristensen.

Kirsten Kristensen fik det sort på hvidt sidste år, at hun var erklæret død. Her er det et brev fra hendes forsikringsselskab. (Foto: © DR Syd)

Derfor glæder det hende - trods alt - at hendes sag kan være med til at bevirke, at det forhåbentlig ikke sker i fremtiden på Sydvestjysk Sygehus.

- Jeg er da glad for, hvis det kan hjælpe andre, siger Kirsten Kristensen.