Aage bor ved siden af ekstremt støjende vindmøller: På tide at minister får besked

Larm fra kæmpe vindmøller ved grænsen overskrider de danske støjgrænser.

35 vindmøller ved den dansk-tyske grænse larmer så meget, at de kan være sundhedsskadelige. Det viser nye beregninger fra Miljø- og Fødevareministeriet. (Foto: henning Bagger © Henning Bagger)

19 tyske vindmøller lige syd for grænsen larmer så meget, at de ikke var blevet tilladt, hvis de havde stået nord i Danmark.

Det viser beregninger i et notat fra Miljø- og Fødevareministeriet, skriver Altinget i dag.

Derfor vil socialdemokratiets miljøordfører Christian Rabjerg Madsen have miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre til at se på sagen.

- Jeg vil vide, hvordan vi sikrer, at det her ikke sker igen. Jeg er også interesseret i at høre, hvordan vi forholder os til de borgere, der nu lever med en vindmøllestøj, der er højere, end vi ville tillade, hvis det var danske møller, siger han.

Ingen støjberegninger inden byggeri

De tyske vindmøller står tæt ved Bølå, der ligger få hundrede meter fra grænsen.

I området ved Bølå står der i alt 35 vindmøller på begge sider af den dansk-tyske grænse. 16 af dem er danske.

Når støjen i området vurderes at være højere end det tilladte - og dermed kan være sundhedsfarlig - er det fordi, larmen fra både danske og tyske møller blandes sammen.

Men i notatet fremgår det, at der aldrig blev gennemført fyldestgørende beregninger af støjbelastningen inden byggeriet.

- Det er en tilståelsessag. Ministeriet siger jo meget klart undskyld for ikke at have været opmærksomme nok, vurderer Christian Rabjerg Madsen.

Midt i vindmøllestøjen bor Aage Braüner. Han har i årevis forsøgt at gøre politikerne opmærksomme på problemet. Derfor er han også glad for udsigten til at ministeren måske ser på sagen.

- Det er tilfredsstillende. Det er kun godt, hvis det kommer op i Folketinget igen, siger han.

Nabo: Politikerne har kendt problemet længe

Men Aage Braüner undrer sig over, hvorfor de lokale politikere ikke har gjort noget tidligere.

- Vi har jo hele tiden efterlyst ministerens holdning til det her. Christian Rabjerg Madsen har vidst det i to år, men han har været tavs, siger Aage Braüner.

Socialdemokratiets miljøordfører Christian Rabjerg Madsen erkender, at han hørte om støjgenerne for længe siden, men at det først er nu, han er blevet klar over, at støjgenerne lå over det tilladte.

- Det kunne godt være, at vi skulle have været mere opmærksomme tidligere, men nu griber jeg trods alt ind og får miljøministeriet på banen, siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Aabenraas borgmester, Thomas Andresen.

Facebook
Twitter