Ældre er vilde med en tur i rickshaw-cyklen

Flere kommuner oplever så stor efterspørgsel på cykelture, at de har indkøbt ekstra cykler.

Det er populært - både for de ældre og de yngre cyklister - at komme ud med cykelrickshawen. (Foto: Ole Kassow © Cykling uden alder)

Selv om man ikke længere har friske ben og luft nok i lungerne til at cykle, så har mange ældre stadig lyst til en tur på den tohjulede. Og det får de via projektet 'Cykling Uden Alder', hvor frivillige kører rundt med ældre medborgere i en eldrevet rickshaw.

De syd- og sønderjyske kommuner har været friske til at hoppe med på rickshaw-bevægelsen. Alle steder er projektet blevet mødt med stor interesse.

- Der bliver efterspurgt flere og flere ture, og det vokser stadig i takt med, at flere opdager muligheden. Så det er en stor succes, siger Vicki Andersen, der er projektleder i Esbjerg Kommune.

Glæden i hinandens øjne

I Esbjerg har de eldrevne ladcykler været på stierne i et lille års tid, og på grund af den store efterspørgsel har man allerede indkøbt flere cykler til projektet.

Det er ikke kun de ældre, der er glade for at få vind i håret. Også de yngre, frivillige cykelpiloter får meget ud af det, vurderer projektlederen.

- Man kan mærke, at der er glæde begge veje. Og det er guld værd. Det betyder jo noget, at man gensidigt kan se glæden i hinandens øjne, siger Vicki Andersen.

Vil have vind i kinderne

På Bregnbjerglund Plejecenter i Vojens får cyklen heller ikke lov til at stå og ruste.

Her er piloterne på farten hver dag, og endnu en cykel er bestilt hjem, så endnu flere kan komme ud på tur.

- De ældre vil rigtig gerne ud i naturen, ud på stierne og ud i de grønne områder. De vil bare gerne ud og have noget luft i kinderne, siger Birthe Christensen, der er gruppeleder på plejehjemmet.

Rundt i hele landet er der nu stillet over 400 eldrevne rickshaws til rådighed på plejehjemmene. 33 kommuner er medlemmer af foreningen ’Cykling uden alder’.

Foreningens motto er: Alle har ret til vind i håret.

Facebook
Twitter