Aggressiv og sulten sæl breder sig i de danske farvande

En voksende bestand af gråsæler mistænkes for at have konsekvenser for de spættede sæler.

På et år er bestanden af gråsæler, som ses på billedet, vokset med næsten 50 procent i den danske del af Vadehavet. (Foto: © STEFFEN ORTMANN, Scanpix)

Den store gråsæl er blevet en hyppigere gæst i Vadehavet og de indre danske farvande.

Det viser en ny koordineret optælling, som Holland, Tyskland og Danmark er gået sammen om at lave. Det skriver Ritzau.

I den danske del af Vadehavet blev der talt 221 gråsæler. Det betyder, at bestanden er vokset med næsten 50 procent i området på bare et år.

Jonas Teilmann, der er seniorforsker ved Aarhus Universitet, fortæller til DR, at gråsælen kom tilbage til de danske farvande for cirka 15 år siden.

- Siden da er det gået stærkt fremad i alle vores farvande. Nogle kommer ind fra Østersøen, mens andre kommer fra Nordsøen, og de breder sig til de indre farvande, siger han.

Ifølge Jonas Teilman mistænker man nu, at gråsælens udbredelse sker på bekostning af andre arter. Bestanden af den spættede sæl vokser nemlig ikke længere.

- Vi har set eksempler på, at gråsæler har slået spættede sæler ihjel og spist dem. De er jo større og ret aggressive. Vi er ved at undersøge, om det har rykket på balancen mellem de to arter, siger han.

Gråsælen kan veje op til 300 kilo, og den er langt mere sulten end den spættede. En gråsæl spiser mindst fem kilo fisk om dagen, når den ikke går efter andet bytte.

Det betyder, at gråsælerne er upopulære hos garnfiskerne, fordi de flænser nettene og spiser fiskene.

Der er også kommet flere gråsæler i den vestlige del af Limfjorden, ved Bornholm og Christiansø.