Ann skal på Jyllands første efterskole for udviklingshæmmede

En gruppe ildsjæle mangler tilbud til udviklingshæmmede unge og starter derfor Kvie Sø Efterskole.

Hvis dit barn har Downs Syndrom, kan drømmen om et ophold på efterskole være langt væk. Men det er en gruppe forældre og andre ildsjæle ved at lave om på.

I Ansager mellem Varde og Grindsted er en gruppe frivillige i gang med at skabe den første efterskole vest for Storebælt, der er specialiseret i udviklingshæmmede unge med svære indlæringsvanskeligheder. For eksempel elever med Downs Syndrom eller autisme.

Der er nemlig alt for få tilbud, hvor unge udviklingshæmmede har mulighed for at opdage, udvikle og opnå deres potentiale, lyder det fra Stine Tryk, der er næstformand i skolebestyrelsen og en af initiativtagerne.

- De er en glemt målgruppe, som har brug for, at nogen tror på, at de kan mere og har nogle ambitioner på deres vegne. De vil også rigtig gerne være dygtige til noget.

  • Kvie Sø Efterskole starter i august op med 50 elever. Men i løbet af de næste skoleår vil elevtallet stige til 80. Samtidig vil det være en arbejdsplads for omkring 30 medarbejdere. (Foto: Michael Pedersen)
  • Efterskolens bygninger har tidligere været brugt som døgninstitution for unge. (Foto: Michael Hassinggaad Pedersen)
1 / 2

35 elever er skrevet op

Forstanderen er ansat, og 35 elever er allerede optaget på Kvie Sø Efterskole, når der er første skoledag til august. En af dem er 15-årige Ann Runge Nygaard, der har Downs Syndrom. Og hun glæder sig.

- Det bliver sjovt. Der er to heste og en fodboldbane. Det ser godt ud, siger hun.

Hør hvilke fag Ann glæder sig allermest til på efterskolen:

Anns mor, Karin Runge Hansen, glæder sig over initiativet, der forhåbentlig kan give hendes datter bedre muligheder for at udvikle sig både fagligt og personligt. Indtil for et år siden havde hun endnu ikke lært at læse i folkeskolen. Derfor tog Karin Runge Hansen sagen i egen hånd og lærte sin datter at læse.

- Jo mere hun kan, desto mere selvstændig bliver hun også. Problemet i skolen har været, at når de ikke lærer så meget, ved de ikke, hvad de skal, når de sidder alene med det, siger hun.

Kvie Sø Efterskole er inspireret af en lignende skole på Sydsjælland: Karise Efterskole. Den er i dag den eneste efterskole i landet, som har et særligt fokus på udviklingshæmmede unge.

Karise Efterskole har plads til 80 elever, men afstanden er en stor faktor for familier med udviklingshæmmede børn, lyder det fra Lev, der er en landsdækkende forening for mennesker med udviklingshæmning.

- Den ligger frygtelig langt væk, hvis man bor i Jylland. Med efterskolen i Ansager vil mange flere se muligheden for et efterskoleophold, alene fordi transporttiden er meget kortere end til Sydsjælland, siger Anni Sørensen, der er formand i Lev.

Anns mor, Karin Runge Hansen, håber, at hendes datter får interesse for et af efterskolens linjefagene, så hun kan få glæde af det resten af livet. Eleverne kan vælge mellem linjefagene medie og performance, madkundskab og sundhed, landbrug eller kunst og design. (Foto: Michael Hassinggaad Pedersen)

Afstanden er afgørende

Det betyder også meget for Anns far og mor, at de ikke har mere end 40 kilometer til Kvie Sø Efterskole, da Ann har været igennem et sygdomsforløb, hvor det har været nødvendigt, at forældrene var ved hende.

- Jeg er tryg ved at sende hende af sted nu. Det er ikke længere væk, end vi kan være der på en halv time. Det er ret vigtigt, siger Anns mor, Karin Runge Hansen.

Den frivillige arbejdsgruppe har arbejdet i halvandet år for at skaffe penge til efterskolen igennem fonde, donationer og ved at lave lokale indsamlinger. De skal skaffe 2,5 million kroner, hvis efterskolen skal blive til virkelighed. I næste måned præsenteres den økonomiske plan for banken.

Facebook
Twitter