Annikas kiosk afhænger af tobakssalg: Ny lov vil være katastrofal

Kiosker og andre små butikker frygter for omsætningen, hvis politikerne vedtager, at tobakken skal gemmes væk.

Annika Pedersen frygter, at hun må lukke sin kiosk, hvis politikerne vedtager at tobak skal skjules for kunderne. (Foto: Annika Pedersen © Annika Pedersen)

Stationskiosken i Holsted er proppet med alt, hvad der hører en klassisk kiosk til. Her kan du købe nybagt bagerbrød, blomster, kolde øl og ikke mindst alle former for tobak.

Bag disken bugner væggen med smøger, cigaretter og pibetobak, men hvis det står til de store supermarkedskæder, så skal tobakken ikke længere have lov at glimte i øjenhøjde i Stationskiosken. Faktisk ikke i nogen butikker overhovedet.

Både Salling Group, Coop og De Samvirkende Købmænd vil have politikerne på Christiansborg til at lovgive om, at tobakken skal gemmes væk for kunderne.

Tanken om den lovgivning får flere små kiosker og butikker til at ryste i bukserne. Kioskejeren Annika Pedersen frygter for Stationskioskens fremtid, hvis loven bliver virkelighed.

- En stor del af vores omsætning ligger på vores tobaksvarer. Det vil jo være katastrofalt, hvis den del bliver mindre. I yderste konsekvens bliver vi nødt til at lukke, siger hun.

Tobaksomsætningen er vigtig i de små kiosker

Ifølge Torben Pedersen, der er landsformand for Nærbutikkernes Landsforening, udgør cigaretsalget en stor del af omsætningen i mange kiosker.

- Mange kiosker har en tobaksomsætning på 50 procent (så tobak udgør 50 procent af kioskens samlede omsætning, red.). Hvis man fjerner tobaksomsætningen, kan det betyde en lukning af mange små nærbutikker både i byerne og i udkantsdanmark, siger han.

Store supermarkedskæder ønsker lovgivning

De store supermarkedskæder går sammen i forsøget på at få en lovgivning, der forbyder, at tobak må ligge frit fremme af hensyn til folkesundheden.

Ifølge Peter Høgsted, der er administrerende direktør i Coop, vil færre købe cigaretter, hvis de ikke er synlige, og derfor er det nødvendigt med en ny lov.

- Det er noget, vi skal stå sammen om. Hvis ikke vi kan blive enige, mener vi, at regeringen skal komme på banen og lave en rammeaftale for salget af tobak, siger han.

Flere supermarkeder og butikker gemmer allerede i dag tobakken væk, og flere er på vej. Netto skjulte cigaretterne i sommer, og fra 1. oktober fulgte Føtex og Bilka med.

Hos Stationskiosken i Holsted står cigaretterne stadig frit fremme. Det bliver de ved med, hvis det står til kioskejeren Annika Pedersen.

- For min skyld må de store kæder gerne gemme tobakken væk, og jeg skal nok følge loven, hvis den kommer. Indtil da vil jeg gerne selv være herre i eget hus og bestemme, hvordan min kiosk skal se ud, siger hun.

Facebook
Twitter