Arbejdsløse skal arbejde sammen med udviklingshæmmede

Aabenraa Kommune sender nu kontanthjælpsmodtagere i nyttejob på et beskyttet værksted.

Kontanthjælpsmodtagere i Aabenraa Kommune skal i nyttejob, og en del af dem kan få udviklingshæmmede og psykisk udsatte som kollegaer. (Foto: Thomas Sejstrup Møller- DR Syd)

Kontanthjælpsmodtagere i Aabenraa kan se fremt til at arbejde sammen udviklingshæmmede og psykisk udsatte, når de efter nytår tvinges i job.

Som en del af kontanthjælpsreformen skal uddannelses-parate unge og kontanthjælpsmodtagere, der efter tre måneders jobsøgning ikke har fundet job, tage imod et såkaldt nyttejob.

I Aabenraa Kommune kan det blandt andet være slibe- og saveopgaver på det beskyttede værksted Værkstedet, hvor de regner med at have 4 ud af de cirka 50 nyttejobs efter nytår. 

Kommunen håber at arbejdsglæden smitter

Men det kan være problematisk at sidestille raske ledige med uviklingshæmmede, medgiver leder af Aabenraa Kommunes Center for Job og Uddannelse, Betina Christensen:

- Vi er godt klar over, at det kan udfordre at møde op i de her rammer, siger hun. 

Men samtidig tror Betina Christensen, at værkstedets brugere kan smitte kontanthjælpsmodtagerne med arbejdsglæde:

- Medarbejderne her på stedet sætter stor prestige i at komme på arbejde og har en arbejdsidentitet, der er god at spejle sig i, siger hun.

Enhedslisten: Nyttejob skal skræmme folk

På Christiansborg vækker Aabenraa Kommunes nyttejobs undren hos SF's arbejdsmarkedsordfører, Eigil Andersen.

- Jeg synes måske ikke, at det er verdens mest oplagte sted at lave nyttejob, siger han.

Enhedslistens arbejdsmarkedsorfører, Christian Juhl, mener ikke, at arbejde på et beskyttet værksted er mere problematisk end andre nyttejob. Det er nemlig ikke meningen, at de skal være sjove, siger han:

- Nyttejobbene er ikke beregnet til at inspirere mennesker, men at gøre det så lidt attraktivt som muligt at få kontanthjælp og dermed skræmme folk væk fra kasserne, siger han.

Facebook
Twitter