Badedyr driver tomme til havs: Redningshelikopterne rykker ud til mange falske alarmer

Det er dyrt og spild af tid, når redningshelikoptere i øjeblikket bliver sendt ud til mange badedyr og gummibåde, hvor der ikke er nogen mennesker i.

Badedyr, luftmadrasser og gummibåde flyder tomme til havs denne sommer, og så bliver der slået alarm til redningshelikopterne. (Arkivfoto). (Foto: Lars Rievers © Scanpix)

Landets redningshelikoptere rykker her i den brandvarme tid ud til alt for mange falske alarmer.

Det oplyser Eftersøgnings- og redningstjenesten i Danmark - også kaldet Joint Rescue, der har helikoptere parate til udrykning i Aalborg, Roskilde og Skrydstrup i Sønderjylland.

- Vi bruger en del krudt på badedyr og gummibåde, der er drevet ud, men hvor der ikke har været nogen i. De driver tomme til havs og får folk til at slå alarm, siger Klaus Thing Rasmussen, der er vagtholdsleder i Forsvarets Operationscenter.

- Når vi kommer frem, kan vi mange gange se, at der ikke nogen på overfladen, og der er ikke nogen i badedyret eller gummibåden. Så det bruger vi desværre rigtig meget krudt på, siger han.

Besætningen på redningshelikopteren i Skrydstryp i Sønderjylland har haft rigtig travlt denne sommer. (Foto: Simon Kvist Sandemann)

Kan kun være ét sted

Klaus Thing Rasmussen siger, at det er et problem, når folk lader en tom gummibåd eller badedyr drive til havs, for det er ikke gratis at sende en helikopter ud til de falske alarmer - og helikopteren kan kun være et sted ad gangen.

- Det er svært at sætte en eksakt pris på, men vi er jo sat i verden for det samme. Vi er her jo for at redde mennesker. Så vi gør det ikke op i kroner og ører, men vi bruger jo ressourcer på det, siger Klaus Thing Rasmussen og fortsætter:

- Så hvis nu vi har en skarp situation i det samme område, hvor der rent faktisk er nogen i nød, så har vi jo ikke ressourcerne til rådighed til den operation, siger han.

Det er ikke at spøge med, når vinden eller strømmen tager fat i badedyret. Her ved Lakolk Strand på Rømø drev et badedyr med tre personer i sidste uge til havs. Alle tre blev reddet og kom sikkert i land. (Foto: Ulrik Bang-Mørch DR Syd)

Ring og fortæl os det

Derfor er hans klare opfordring: Lad være med at lade noget drive til havs.

- Man skal være meget opmærksom, hvis man tager badedyr med ud i fralandsvind. Så skal man virkelig passe godt på dem. Og hvis man skulle miste dem, så meld det med det samme til livreddertårnet, siger han.

En anden mulighed er, at badegæsterne ringer til Forsvarets Operationscenter og fortæller, hvis vinden eller strømmen har ført større, oppustelige, men tomme badedyr til havs.

- Så kan vi forhåbentlig undgå at sende vores seks mand store besætning ud til nok en falsk alarm, siger vagtholdslederen.

Mange operationer

Joint Rescue Coordination Centre, JRCC, kan desværre ikke oplyse, hvor mange gange de er blevet tilkaldt, da man kun opgør tallene sidst på året.

Men Klaus Thing Rasmussen forklarer, at man har haft ekstraordinært travlt denne sommer. I gennemsnit har man to gange om dagen hen over sommeren været på vingerne

- Vi har haft mange operationer, fordi sommeren har været så varm. Og når det er varmt, så vil folk i vandet. I slutningen af året vil vi se, at i år har vi haft klart flere operationer sammenlignet med sidste år, hvor det var en våd sommer, siger Klaus Thing Rasmussen.

Facebook
Twitter