Bagermesteren med melallergi: Lagkagehuset har kostet på familiefronten

PORTRÆT: Steen Skallebæk er medstifter af den landsdækkende bagerkæde Lagkagehuset. I den her måned kan han fejre 25 års jubilæum som selvstændig.

Der er travlhed bag glasdisken i Lagkagehuset i Aabenraa. Ingen af medarbejderne har tid til at stå stille.

Når de handlende får deres brune papirsposer og et ’mojn’ med på vejen, går ekspedienten videre til det næste nummer.

Steen Skallebæk står i baggrunden inde i bageriet. Han er den ene af to iværksættere, der har skabt den landsdækkende kæde.

I den her måned kan Steen Skallebæk fejre 25 års jubilæum for åbningen af sit første bageri.

Normalt har han sin base i Haderslev, men han er kørt til forretningen i Aabenraa, fordi han har et par møder. Det er efterhånden sjældent, han selv står med hænderne i dejen i bageriet.

- Vi har så dygtige folk, at jeg ikke ville gøre fra eller til længere, fortæller han.

Det er meget heldigt, der er andre, der har kunnet overtage den opgave. Mange timer i bageriets maskinrum gennem årene har nemlig betydet, at han har udviklet en melallergi.

- Hvis jeg tager en pille mod høfeber, kan det normalt fjerne generne, men der er dage, hvor det ikke er nok. Det er ikke så sjovt. Øjne og næse løber, så jeg gør alt for undgå melstøv, fortæller han.

Fusion satte Lagkagehuset på Danmarkskortet

I dag bruger Steen Skallebæk det meste af sin tid på arbejdet med at etablere nye forretninger. Det meste af 2016 er for eksempel gået med at planlægge åbningen af kædens første butik i London, der skal gå under navnet Ole & Steen.

Lagkagehuset, som vi kender det i dag, startede ud i 2008, hvor makkerparret Steen Skallebæk og Ole Kristoffersen slog deres to bagerforretninger sammen. Ole Kristoffersen drev bagerforretningen Lagkagehuset på Christianshavn, mens Steen Skallebæk drev bageren Skallebæk i Haderslev.

Begge bagermestre ville gerne indgå et samarbejde med en kapitalfond. Fordi de var for små hver for sig, blev de enige om at slå virksomhederne sammen. Sammen har de indgået et samarbejde med en kapitalfond og gjort Lagkagehuset til en landsdækkende bagerkæde, der vokser år for år.

Makkerskabet mellem Ole Kristoffersen og Steen Skallebæk har også vist sig at fungere rigtig godt.

- Vi har faktisk aldrig skændtes. Vi er ikke altid enige, men vi lytter til hinanden, og hvis kommunikationen er i orden, så kan man klare sig igennem meget, siger han.

Bager ved en tilfældighed

Steen Skallebæk havde ikke gjort sig mange tanker om, hvad han skulle få sit arbejdsliv til at gå med, da han efter 10. klasse startede i lære som bager. Han ville egentlig helst have haft et sabbatår, men det mente hans far var spild af tid. Det var bedre at starte i lære.

- Så det var lidt et tilfælde, at jeg blev bager, men det var heldigvis den rigtige hylde. Jeg havde let ved håndværket, og det interesserede mig, fortæller han.

Steen Skallebæk (tv) og Ole Kristoffersen (th) kender hinanden fra bagerbranchen. I dag driver de Lagkagehuset sammen med en kapitalfond. (Foto: Maria Petersen © Lagkagehuset)

Efter nogle år i forskellige bagerforretninger kastede han sig ud i at starte sig eget bageri i Haderslev.

- Jeg havde heldigvis en naiv tilgang til det, og en enorm lyst til at skabe noget nyt. Var jeg først begyndt at regne på det, så havde jeg fundet en million grunde til ikke at gøre det. Men det gik jo over al forventning, siger han.

En træt far med for lidt tid til børnene

Erhvervssuccesen har imidlertid også haft sine konsekvenser – især på hjemmefronten.

- Jeg har nok altid brugt for meget tid på mit arbejde. Det har min familie lidt under, og jeg ville gerne have brugt mere tid sammen med mine børn, fortæller han.

I tiden, hvor han drev Skallebæk bageren, arbejdede han aldrig under 12 timer om dagen. I de første tre år holdt han kun fri den 25. december og den 1. januar.

Lagkagehuset er i dag en landsdækkende bagerkæde med 61 butikker i Danmark. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

- Det er en skrøne, at kvalitet er vigtigere end kvantitet, når det gælder tid sammen med sine børn. I hvert fald når man har så lidt tid, som vi havde. Tit var jeg også så træt, at der ikke har været særlig meget kvalitet i at være sammen med mig, fortæller han.

Men han fortæller, at han aldrig var i nærheden af at give op eller slippe det.

- Det gav et kick, at man var i gang med at skabe noget, der lykkedes så godt, siger han.

Da rotter og e-numre ramte spalterne

Men det har ikke altid været problemfrit at drive Lagkagehuset. Steen Skallebæk kan blandt andet huske, at virksomheden fik negativ presseomtale, fordi de fik besøg af rotter i en butik i Vejle.

Steen Skallebæk fortæller, at Lagkagehuset ikke havde gjort noget galt, og at de selv sørgede for at lukke butikken, lige så snart det blev opdaget.

- Vi var helt ærlige omkring problemerne. Det gjorde faktisk, at kunderne tog os i forsvar, selvom en avis gik benhårdt efter os. Man kommer længst med ærlighed, siger han.

I januar 2017 åbnede de to iværksættere deres første udenlandske forretning i London. Her kommer Lagkagehuset til at hedde Ole & Steen. (© Lagkagehuset)

Samme holdning har han til en historie, der blev bragt af Ekstra Bladet for nylig, hvor Ekstra Bladet skrev, at Lagkagehuset bruger margarine i stedet for smør i nogle bagværk, og at ”chokoladekagen bugner af e-numre”.

- Jeg har altid været ærlig om de ting, vi laver, så er det op til læserne at bedømme, om de kan lide det, siger han.

Selv er Steen Skallebæk stolt af det, der bliver rakt over disken.

- Jeg vil til enhver tid gå ind i butikken og se kunderne i øjnene, siger han.

I 2015 havde Lagkagehuset en omsætning på mere end 500 millioner kroner og opnåede et overskud efter skat på 38 millioner kroner.

Blå bog: Steen Skallebæk

  • Steen Skallebæk er uddannet bager.

  • Er 52 år.

  • Har fem børn.

  • Ejer en del af Lagkagehuset sammen med Ole Kristoffersen.