BANG! 500 kilo tunge bomber er detoneret: Hvad kommer jeg hjem til?

Omkring 500 mennesker blev tirsdag aften og nat evakueret fra deres hjem nord for Sønderborg.

Gitte Jakobsen er en af flere personer, som måtte overnatte i Humlehøjhallen i Sønderborg i nat. (Foto: © Gert Eilrich, (c) DR)

Kort før klokken 11 onsdag formiddag lød der et ordentligt brag over Als, da to bomber fra Anden Verdenskrig blev bortsprængt.

Det var kulminationen på 15 hektiske timer, hvor politiet er gået fra dør til dør og har bedt folk om at forlade området.

- Nu skal vi ind og undersøge området, og så skal vi sikre os, at det ikke er farligt at være derinde, siger vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi Mads Bruhn Lund kort efter sprængningen.

Siden 1943 har to bomber fra et nedstyrtet britisk bombefly ligget på en mark i Kær nord for Sønderborg. Men først for nyligt blev de opdaget af lokale. Efter en grundig inspektion af bomberne viste det sig, at den ene bombe var nødt til at blive detoneret hurtigst mulig.

Derfor skulle knap 500 mennesker tirsdag aften forlade deres hjem. Onsdag formiddag var politiet sikre på, at alle mennesker i en sikkerhedzone på 2.300 meter rundt om bomben var væk. Og så kunne bomberne bortsprænges.

De evakuerede kan dog endnu ikke vende hjem til deres boliger. Først skal politiet inspicere området, og de håber, at alt er gået, som det skulle.

- Det er en succes, hvis der er et minimum af materiel skade, og bomberne er sprængt, siger vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi Mads Bruhn Lund.

Overnattede i hallen

Gitte Jakobsen er en af de i alt 500 personer, der tirsdag blev bedt om at finde et andet sted at være, fordi de to gamle bomber pludselig skulle sprænges.

I stedet har hun overnattet i Humlehøjhallen i Sønderborg.

- Det har været en lang og kedelig nat. Jeg har ikke sovet.

- Jeg fik en madras på gulvet i idrætshallen. Og den knirkede af pommern til, siger hun.

Det var en knirkende madras, som Gitte Jakobsen prøvede at sove på i nat. (Foto: © Gert Eilrich, (c) DR)

Hun var nervøs for situationen i nat. Og efter sprængningen er hun nervøs for, hvad der venter hende, når hun igen kan komme hjem til sit hus.

- Hvad kommer jeg hjem til? Er alle mine vinduer blæst ud? Det er det, jeg er mest nervøs for.

- Vi bliver lidt utrygge

Det hele gik hurtigt i aftes, da de mange mennesker skulle evakueres. Hos Hans Schou, konen og fire børn bankede det på døren klokken 21 tirsdag aften.

- Vores genbo kommer og siger, at vi skal evakueres. Politiet kommer kort tid efter og kan bekræfte, at det skulle vi.

Hvor lang tid fik I så?

- De sagde "I skal ud nu. Vi står her og venter på, at I pakker sammen og går". Men vi er seks mennesker, så det tager os noget tid at pakke sammen.

Hans Schou har været i Humlehøjhallen i nat. Hønsene og den strejfende kat måtte blive hjemme på matriklen. (Foto: © Gert Eilrich, (c) DR)

For et års tid siden flyttede familien fra Nørrebro til Als for at få lidt mere ro.

- Vi havde forestillet os det skulle være lidt mere kedeligt ude på landet, men det har det bestemt ikke været, siger Hans Schou.

Den 29. oktober blev de to bomber fundet. Kort efter fundet af bomberne oplyste politiet, at de ikke havde travlt med at sprænge bomberne, fordi der ikke var nogen fare ved at bomberne lå, som de gjorde.

Men tirsdag eftermiddag viste det sig så, at den ene bombe alligevel var i en stand som gjorde, at de var nødt til hurtigt at reagere. Og den situation har gjort Hans Schou lidt utryg.

Omkring 15 personer overnattede i den lokale hal i nat. Resten af de evakuerede fandt andre overnatningsmuligheder. (Foto: © Gert Eilrich, (c) DR)

- Hidtil har det virket som om, at politiet havde styr på situationen. Så det her med, at de lige pludselig handler i panik, det bliver vi lidt utrygge over, fordi så virker det som om, at de ikke rigtig helt havde styr på det, siger han.

Luftrummet lukket ned

Inde i den 2.300 meter store sikkerhedszone ligger Sønderborg Lufthavn. De har ikke måtte flyve med fly, siden sikkerhedszonen blev oprettet.

Lufthavnen har skulle gøre sig klar på, at bomberne skulle sprænges.

- Vi har omkring 100.000 liter brændstof, som vi har måtte sikre på bedst mulige vis. Vi har planlagt i nat, hvordan vi kan sikre os bedst mulig. Så vi har isoleret tankanlægget med vores store brandbiler, siger Christian Berg, lufthavnschef, Sønderborg Lufthavn.

Lufthavnschefen har været nervøs forud for sprængningen.

- Vi har så meget fintfølende udstyr i lufthavn. Baneteknisk udstyr og indflyvningslys. Vi har rigtig mange ting, som i worst case kan blive lagt ned.

- Det er skræmmende. Jeg er lidt urolig og træt, sagde han i morges inden sprængningen.