Danske børnehaver er nogle af de bedste i verden til at lade børn lege ude i naturen.
I dag er mindst 20 procent af de danske daginstitutioner defineret som naturbørnehaver, hvor børn leger udenfor i 3-5 timer hver dag.
Det viser den nyeste kortlægning af naturen i danske dagtilbud, som Center for Børn og Natur har lavet.
I Belgien har man derfor rettet blikket mod de danske naturbørnehaver, og i dag har flere flere belgiske pædagoger besøgt den sønderjyske børnehave Boiskov Natur og Udebørnehave ved Aabenraa. Her samler de inspiration til, hvilke aktiviteter de kan lave med børn udenfor, fortæller Ingrid Moris, der er pædagog i Belgien.
- Det er meget imponerende, hvordan de bruger naturen her, siger hun.
Det er anden gang, at de belgiske pædagoger er på besøg i naturbørnehaven. Sidste gang hørte de, hvordan de ældste børn lærer at bruge en dolk, og de var med børnene på udflugt, fortæller Jørn Matzen, der er naturpædagog og ejer af Boiskov Natur og Udebørnehave.
- Vi gik over en mark, ned gennem en slugt og gennem skoven, hvor de så, hvordan vores børn klarer sig i naturen. Det var de helt målløse over. De synes, at det var fantastisk, at man kan være sammen med børn på den måde, siger han.
Denne gang har de belgiske pædagoger taget lederen med på inspirationstur.
- Det må være tegn på, at den eneste måde, de kan forstå det her, er ved at komme og se det selv, siger Jørn Matzen.
Unik og lang tradition for leg i naturen
I Danmark er der en lang tradition for naturbørnehaver, som startede allerede i 50’erne, fortæller Niels Ejbye-Ernst, der forsker inden for børn og natur på VIA University College i Aarhus og har været med til at lave kortlægningen for Center for Børn og Natur.
- Det er helt sikkert den ældste tradition i verden. Herhjemme har der også været tradition for byggelegepladser og børnebyer, som er unikke danske erfaringer, siger han.
Til sammenligning blev de første naturbørnehaver i Norge først oprettet i 1987.
Generelt er danske børnehaver dygtige til lægge det pædagogiske arbejde i naturen. Der er mange positive sider ved at lade børn lege udenfor. Blandt andet har det en antifobisk betydning, siger Niels Ejbye-Ernst.
- Børn, der har prøvet at hoppe ned fra sten og træstammer er mindre bange for helt elementære ting, sammenlignet med børn, der ikke har prøvet det, siger han.