Biblioteker opruster sikkerhed efter hackerangreb

16 mennesker fik stjålet koder og tømt bankkonti af to hackere på biblioteket.

16 mennesker har fået hacket deres konti efter de brugte en computer på biblioteket. Arkivfoto. (Foto: Christian Liliendahl © Scanpix)

Det var bare få klik, der skulle til, før 16 personer fik lænset deres konti gennem computerne, de havde brugt på biblioteket.

Otte millioner kroner blev stjålet eller forsøgt stjålet ved hjælp af spionsoftware kaldet keylogger. Her registrerer softwaren alle indtastninger på tastaturen og gemmer det på et usb-stik, som tyven så kan bruge til for eksempel at oprette lån, trække penge ud og bestille nye kreditkort i en andens navn.

Det var netop det, to mænd blev idømt tre og fem års fængsel for i går ved Retten i Sønderborg. Flere af de 15 biblioteker, hvor de havde installeret keylogger på siden 2016, har nu skruet op for sikkerheden for at undgå lignende situationer i fremtiden.

Én af dem er Haderslev bibliotek, hvor Per Månson var bibliotekschef, da bedragerierne fandt sted. I dag er han seniorkonsulent ved Haderslev Bibliotekerne og ser i dag på sagen som rigtig ærgerlig.

- Det er vores ansvar, og vi skal være så skarpe som muligt for at undgå, at det sker. Vi er den offentlige institution, der har stillet pc'erne til rådighed, og derfor hviler ansvaret først og fremmest på os, siger han.

Siden de to mænd blev varetægtsfængslet den 30.maj 2017 har arbejdsgangene ændret sig på Haderslev Bibliotek. Usb-indgangene er spærret af på computerne, der laves sikkerhedstjek hver morgen, og brugerne gøres opmærksomme på deres sikkerhed gennem kampagner og kurser.

Per Månson mener dog også, at brugerne af de offentlige computere selv skal være opmærksomme.

- Du burde med tryghed kunne bruge vores computere, men det er på eget ansvar. Hvis du ikke logger af eller lader NemID ligge og flyde, så kan vi ikke sikre dig, siger han.

De har misbrugt vores tillid

De to brødre har haft installeret keylogger på biblioteker over hele landet. I Nordjylland blev Hasseris og Haraldslund biblioteker også ramt.

Bibliotekschef for Aalborg Bibliotekerne Kirsten Boelt fortæller, at hendes medarbejdere hver morgen tjekker computerne for keylogger, og at de holder skarpt øje med de besøgende, der bruger computerne.

Men det er trist, at det skal være sådan, mener hun.

- Da jeg først hørte om det, blev jeg meget ærgerlig. Det er vældig irriterende, når nogle af vores gæster misbruger den tillid, vi har i vores samfund, siger hun om hackerangrebet.

Aalborg Bibliotekerne har desuden sørget for, at alt bliver slettet fra deres computere, når de bliver slukket og tændt igen. Også på bibliotekerne på Fyn har man opgraderet sikkerheden og oplyser gæsterne om sikker brug af computerne.

Der kan komme ny spionteknologi i morgen

Selvom bibliotekerne gør, hvad de kan for at stoppe datatyvene, så kan man aldrig være helt sikker, mener Per Månson.

- Der kan komme ny teknologi i morgen, som vi ikke kender til, ligesom vi ikke kendte til keylogger førhen. Men vi gør, hvad vi kan, for at forhindre, at der sker noget lignende, siger han.

Per Månson har været bibliotekar i 28 år og har aldrig oplevet noget lignende.

- Det har været chokerende. Det havde jeg aldrig forestillet mig, da jeg startede i sin tid, fortæller han.

Men selvom bibliotekerne plejede at være ufarlige steder, hvor man lånte en bog med papirlånerkort, mener Per Månson ikke, at vi skal tilbage til det.

- Det har været fantastisk, at vi har kunnet stille flere muligheder til rådighed for borgerne og hjælpe it-svage borgere. Men der skal selvfølgelig ikke være kriminalitet involveret, fastslår han.

De to mænd blev i går idømt både fængsel og et fælles erstatningskrav på 600.000 kroner. Den ældste bror har samtidig et særskilt erstatningskrav i millionklassen, der skal betales tilbage til adskillige banker.

Facebook
Twitter