Biblioteker vil bekæmpe sexvideoer

Skoleelever skal lære, hvordan de undgår at dele intime billeder af klassekammeraten.

Biblioteksleder Kasper Østergaard Grønkjær ved Vejen Kommunes Biblioteker tror, at deres nye undervisning til skoleelever kan være med til at forebygge, at eleverne ikke deler intime billeder af hinanden.

Folkebiblioteker vil nu undervise børn og unge, så de undgår at dele nøgenbilleder.

I Tønder og Vejen Kommuner arbejder bibliotekerne på at lave nye tilbud til skolerne.

De skal hjælpe skoleeleverne med at begå sig på Facebook, Instagram og Tik Tok, så de ikke krænker en klassekammerat eller deler den forkerte video.

Tilbuddene kommer i kølvandet på den omfattende Umbrella-sag, hvor over 1.000 børn og unge blev sigtet for at dele en video med seksuelt indhold.

Biblioteksleder Kasper Østergaard Grønkjær ved Vejen Kommunes Biblioteker tror på, at deres undervisning kan være med til at forhindre lignende sager.

- Vi kan i hvert fald gøre vores til at oplyse om, hvad der er god adfærd på nettet. Så de ikke kommer til at stå i en situation, hvor de deler krænkende billeder af en pige eller en dreng, siger Kasper Østergaard Grønkjær.

Børneporno

I den såkaldte Umbrella-sag var der tale om en video af to 15-årige, der har sex, og videoen blev primært delt på Facebooks Messenger.

Da der var tale om mindreårige i videoen, blev de sigtede blandt andet sigtet for besiddelse og eventuelt deling af børneporno.

Mange af sagerne forventes afsluttet med en bøde, mens nogle af sigtelserne ender som straffesager, hvor personerne bliver tiltalt og stillet for en dommer. Her lyder påstanden, at de skal straffes med fængsel for deling af børneporno og blufærdighedskrænkelse.

Herunder viser en video, hvad man skal gøre, hvis man bliver krænket over nettet.

Tænk jer om en ekstra gang

Biblioteksleder hos Tønder Bibliotekerne Andrew Cranfield siger, at det er sager som umbrella-sagen, der skal dæmmes op for.

- Den her sag er både ubehagelig og kontroversiel, så hvis vi kan være med til at undgå, at den slags sker igen, så vil vi jo rigtig gerne det.

Målet med undervisningen for eleverne er derfor klart.

- Det handler om, at de lige tænker sig om en ekstra gang, før de deler eller skriver noget, siger Andrew Cranfield.

Umbrella-sagen er ikke den eneste sag af denne karakter.

720 kvinder i et onlinekatalog

I sidste uge afslørede Berlingske en ny sag, hvor flere hundrede piger har fået delt krænkende billeder af sig selv på nettet uden deres samtykke.

Politiet har i sagen fundet et onlinekatalog med omkring 720 kvindenavne. Efterforskningen peger i retning af, at kataloget indeholder krænkende materiale af kvinderne.

Biblioteksleder Kasper Østergaard Grønkjær ved Vejen Kommunes Biblioteker mener, at bibliotekarerne sagtens kan oplyse skoleelever om sociale medier, også selvom deres ekspertise ligger et sted mellem Tove Ditlevsen og Twilight-bøgerne.

- Vi bilder os ikke ind, at vi er eksperter i sociale medier. Men vi er til gengæld eksperter i, hvordan man skoler folk og unge mennesker i at tænke kritisk, siger Kasper Østergaard Grønkjær.