Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) havde fra klokken otte onsdag morgen udsendt varsel om forhøjet vandstand i den sydlige del af Danmark samt Nordsjælland.
Et af de steder, hvor prognoserne så værst ud, var i Sønderborg Kommune, hvor vandstanden toppede 14.20. Vandet nåede op på de forventede 1,62 meter over normalen.
Men Sønderborg Kommune var godt forberedt, mente drifts- og anlægschef Henrik Littau-Jensen onsdag formiddag.
- Vi er klar til vandet. Der er kørt rigtig mange sandsække ud – også til Gråsten og Nordborg. Så vi har styr på situationen.
Sandsække blev delt ud
Også flere andre steder var forberedelserne til den varslede vandstandsstigning i fuld gang onsdag formiddag.

I Haderslev blev det varslet, at det - ud over Kelstrup - var Hejsager og Sønderballe, der ville blive hårdest ramt. Derfor var det de to områder, beredskabet havde særligt fokus på, fortalte operativ chef for Brand og Redning Sønderjylland Holger Andersen.
- Beredskabsstyrelsen har sammen med hjemmeværnet fyldt en hulens masse sandsække, som vi er ved at placere i områderne nu.
Allerede tirsdag aften har Beredskabsstyrelsen udsendt personel til Broager ved Sønderborg og Kelstrup Strand ved Haderslev, hvor der forventes stormflod.
I Sønderborg blev Sønderhavnegade spærret af fra klokken 15.00 onsdag eftermiddag. Her var der også sandsække til rådighed til at beskytte bygningerne.
I Jyllinge ved Roskilde var der også risiko for forhøjet vandstand. Derfor var en masse beboere tirsdag - sammen med Østsjællands beredskab - med til at lave et stort forebyggende arbejde for at undgå oversvømmelser i forbindelse med DMI's varsling om storm.
Og opbakningen var stor, fortæller Katharina Krabbe, hvis forældre bor ved Jyllinge Nordmark.
- Vi har en oversvømmelse-facebookside i Jyllinge. Når der bliver lavet et opslag, smider folk, hvad de har i hænderne, og dukker op for at hjælpe hinanden.
Sønderborg oprettede hotline
Sønderborg Kommune havde i forbindelse med den varslede stormflod oprettet en hotline, som borgere i kommunen kunne ringe til, fortalte Henrik Littau-Jensen onsdag.
- Vi har en gruppe, der består af folk fra Vej og Park, beredskabet og forsyningen, som sidder klar på 27903734 til at svare på spørgsmål om oversvømmelse ved ens ejendom.
DMI kategorisererede den varslede stormflod i Syddanmark som ”meget farligt vejr” og opfordrede derfor til, at man var forsigtig, hvis man bevægede sig rundt i kystnære områder.
Det samme gjaldt Fyn. Energi Fyn meldte, at der er risiko for strømafbrydelse i Havneområdet i Assens fra omkring klokken 13.00 og nogle timer frem.
Hvordan ser vandstanden ud hos dig?
Send os meget gerne et billede af, hvordan vandstandsituationen ser ud, der hvor du bor.
Nogle steder var der vejafspærringer, og som først blevophævet klokken 22 samme aften. Allerede onsdag eftermiddag modtog beredskabet den første melding om en strandet bil i vandmasserne. Kommunen stillede desuden sandsække til rådighed, som berørte borgere kunne hente ved det gamle rådhus.