Bjarne har ikke vist pas ved grænsen i 14 år – men så faldt hammeren

Politiet giver flere bøder på grund af glemt pas ved grænsekontrollen.

Bjarne Juhl Nielsen tager cirka en gang hver anden måned turen ned over grænsen for at handle i Tyskland.

De seneste 14 år har han ikke haft et pas med. Det gamle udløb i 2005, og han har ikke fået passet fornyet siden.

Han er flere gange blevet stoppet ved grænsen, men han har hver gang bare vist sit kørekort, når han blev stoppet ved grænsen.

Det gjorde han også, da han for et par måneder siden var på vej hjem fra en indkøbstur i Tyskland.

Ved en af de mindre grænseovergange var der paskontrol, og Bjarne Juhl Nielsen rakte sit kørekort frem.

- Det har jeg jo gjort før, og det har der ikke været noget i vejen med.

Men det kunne grænsebetjenten denne gang ikke bruge til noget. Hun ville se et pas, for det er lovkravet.

- Jeg var da noget overrasket over, at jeg skulle have pas med, siger Bjarne Juhl Nielsen.

Flere får bøder på 1.000 kroner

Da han ikke kunne vise et gyldigt pas, fik han derfor en bøde på 1.000 kroner for ikke at have pas med.

- Det synes jeg ikke om. De 1.000 kroner kunne jeg have brugt til meget andet sjov.

Bjarne Juhl Nielsen er langt fra den eneste, der er kørt fra grænsen en bøde rigere og 1.000 kroner fattigere.

Siden 2016, hvor der blev indført midlertidig grænsekontrol mellem Danmark og Tyskland, er antallet af bøder for manglende pas steget støt.

Politiet har især haft bødeblokken fremme i 2019, hvor der i de første ni måneder i år er givet 588 bøder mod 348 hele sidste år, en stigning på 68 procent.

Det viser tal fra politikredse med overgange til Tyskland.

Det er, hvis man bliver stoppet uden pas på vej hjem til Danmark, at det kan udløse en bøde på 1.000 kroner.

Mere massiv kontrol

I 2001 åbnede man ellers op for grænserne på grund af Schengenaftalen, der gav fri passage til en række EU-lande - heriblandt Tyskland.

Men den 4. januar 2016 blev der indført midlertidig grænsekontrol mellem Danmark og Tyskland.

Vicepolitiinspektør ved Udlændingekontrolafdelingen i Syd- og Sønderjyllands Politi Allan Dalager fortæller, at stigningen i antallet af bøder netop kan skyldes en øget tilstedeværelse ved grænserne.

- Kontrollen er blevet mere massiv, efter vi har fået den midlertidige grænsekontrol. Tallene stiger også fra 2016, hvor vi iværksætter den midlertidige grænsekontrol, siger Allan Dalager.

Svært at vide, hvilke krav der er

Han understreger, at det ikke er nyt, at et manglende pas ved grænsen udløser en bøde.

- Passet har altid været et lovkrav i hvert fald som dansk statsborger. Hvis man rejser ud i Europa, så er det det eneste dokument, man kan legitimere sig med ude i Europa, fortæller han.

Hvorfor er der så nogle, der slipper for en bøde, mens andre får en bøde, fordi de ikke kan vise et gyldigt pas?

- Det er rigtigt, at det kan skabe lidt forvirring. Men politiarbejde bygger meget på dialog med borgerne og et skøn fra den enkelte polititjenestemand.

- Det er den enkelte betjent på stedet, der vurderer, hvornår der skal gives en bøde, og hvornår der ikke skal. Nogle gange vil man opleve, at man kan få en bøde, og andre gange vil man opleve, at man kan køre direkte igennem ved blot at legitimere sig på anden vis, siger vicepolitiinspektør Allan Dalager.

Bjarne Juhl Nielsen mener til gengæld ikke, politiet har været klare nok omkring reglerne.

- Man ved jo, at man skal have pas med, når man skal ud at flyve, men når der nogle gange bliver godtaget kørekort ved grænsen, så er det svært at vide, hvilke krav der i virkeligheden er, siger han.

Danmark indførte midlertidig grænsekontrol den 4. januar 2016, og den er blevet forlænget flere gange. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

I sidste ende er det lidt skidt

Vicepolitiinspektør Allan Dalager anerkender, at politiet kunne have været bedre til at oplyse om reglerne.

- I sidste ende er det lidt skidt, vi burde måske være lidt bedre til at informere. Men vi oplyser om det på Twitter og Facebook. Jeg ved også, at Rigspolitiet informerer om det, siger Allan Dalager.

Bjarne Juhl Nielsen har fået sig nogle dyre lærepenge, og han har nu fået sig et gyldigt pas.

- Jeg vil ikke risikere, at jeg skal af med 1.000 kroner igen, siger han.