Blågrønalger tog livet af Rikkes hvalp: Sådan sikrer du, at din hund ikke bliver forgiftet

Det er højsæson for blågrønalger, som kan være livsfarlige for hunde.

Rikke Andersen med én ud af de tre hunde, som hun har tilbage, efter hendes yngste hund, Rita, døde for ni dage siden af forgiftning med blågrønalger. Foto: Anna Kathrine Myrtue

For ni dage siden døde Rikke Andersens otte måneder gamle golden retriever-hvalp, Rita, efter en badetur i en sø ved Ribe.

Vandet indeholdte blågrønalger, og Rita var efterfølgende blevet forgiftet i en sådan grad af algerne, at hendes liv ikke stod til at redde.

Rikke Andersens dyrlæge advarer nu hundejere landet over til at være mere opmærksom på de farlige blågrønalger.

Hundeejer: 'Jeg havde slet ikke lagt mærke til algerne'

Rikke Andersen var taget ud med sine fire hunde til den sø, som de har benyttet sig af i årevis, for blandt andet at træne jagtøvelser i vandet.

Hun havde ikke bemærket, at vandet så anderledes ud, og hundene opførte sig normalt.

- Jeg havde slet ikke lagt mærke til algerne, fordi vi er kommet ved den sø i mange år, siger hun.

Det var først morgenen efter, at to ud af de fire hunde viste tegn på, at noget var galt, fortæller Rikke Andersen.

- Jeg kan se, at der er lidt opkast og fråde om munden på de to yngste hunde. Jeg vælger så at tage dem med på en lille gåtur, fordi jeg tænker, at de har fået noget galt i halsen. Men da vi så kommer udenfor, begynder det at stå ud med blod fra både mund og endetarm, siger hun.

Rikke Andersen med sine tre hunde. Hunden Rita er ikke en del af flokken mere. Foto: Anna Kathrine Myrtue

Rikke Andersen kører derfor hurtigt ind til sin dyrlæge, Gunnar Gram i Rødding, som med det samme sætter begge hunde i intensiv behandling i form af ilt og drop.

Dagen efter bliver hun ringet op og får at vide, at den yngste hund, Rita, er gået i koma.

- Algeforgiftningen havde ødelagt hendes tarme og lever, så vi blev nødt til at aflive hende, fortæller Rikke Andersen.

Hendes anden forgiftede hund, Siggy, klarede den dog efter at have været i behandling i døgndrift i fem dage.

- Siggy har heldigvis klaret den. Nu skal vi bare i gang med en lang periode med rehabilitering.

Dyrlæge: Sørg for, at din hund ikke drikker badevandet og skyl pelsen

Dyrlæge Gunnar Gram, som forsøgte at hjælpe Rikkes hunde, forklarer, at man skal være ekstra opmærksom i sommermånederne, fordi algerne har ideelle vækstvilkår, når vandet er varmt.

Det er kun en vandprøve, som kan vise, om vandet er farligt for en hund at bade i. Så er man det mindste i tvivl, om der er blågrønalger, skal man lade hunden blive på land, siger Gunnar Gram.

Derudover forklarer han, at det er vigtigt at tage sine forholdsregler, når man lader sine hunde bade. Algerne kan for eksempel sidde fast i hundens pels efter en badetur og kan derfor ende i hundens mave, når den efterfølgende rengør sig selv.

- Man skal ikke blive panisk og undgå at lade sine hunde bade, men man skal sørge for, at de ikke drikker badevandet, og så skal man skylle dem grundigt efter badning, mens man selv har handsker på. For algerne kan også påvirke os mennesker og for eksempel give udslæt. Men vi er ikke lige så følsomme overfor algerne som hunde, siger Gunnar Gram.

Rikke Andersen tager dog lige en pause fra at bade med sine hunde, mens hun kommer sig over chokket.

- Vi har ikke lyst til at besøge nogle søer. Men nu har vi aftalt, at de søer, som vi kender og kan se bunden på, er okay. Men der går nok lige noget tid, inden vi skal ud og besøge noget vand igen, siger hun.

Dyrlæge Gunnar Gram får kun hunde ind i sin klinik, som er blevet forgiftet af blågrønalger, cirka én gang om året. Så det er ikke noget, som sker hele tiden, forklarer han.

Facebook
Twitter