Børnehaver siger farvel til vinke-ritualer

Institutioner afskaffer ritualer, der skal lære børnene at sige farvel. Børnehave oplever, det har været en succes.

Børnehave afskaffede vinke-bænk med succes. I dag siger børnene farvel til mor og far inde fra stuen. (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh © Scanpix)

Det kan være svært at sige farvel til mor og far om morgenen. Derfor har mange børnehaver og vuggestuer forskellige farvel-ritualer, som eksempelvis vinkevinduer, vinkebænke eller et særligt vinketræ.

Men på grund af nedskæringer har flere institutioner valgt at fjerne farvel-traditionerne.

Noget, som faktisk har vist sig at være en god beslutning for én af de børnehaver, der har skåret det væk.

Flere pædagoger til de andre børn

I børnehaven Spilloppen i Jels gjorde man tidligere meget ud af afskeden ved en vinkebænk i den ene ende af huset, hvor en voksen 'vinker' sagde farvel sammen med barnet.

- Bænken blev afskaffet for at bruge pædagogens tid på flere af børnene, siger Lene Jacobsen, der er leder af børnehaven.

- Vi kan ikke have en voksen, der tager sig af et enkelt barn eller to, mens en anden sidder alene tilbage på stuen med 25 børn, siger hun.

Giver ro i stuen

Hun lægger ikke skjul på, at tiden med vinkebænken var god. Men det har haft uventet positiv betydning for børnehaven, at det enkelte barn nu tager afsked med forældrene inde i stuen.

- Vi har faktisk fået mange positive tilkendegivelser fra forældrene, fordi de kan mærke, at det giver mere ro i huset. Nu har vi mere tid til at sige ordentlig farvel til forældrene selvom vi er sammen med mange andre børn, siger hun.

BUPL: Udbredt tendens

Hos BUPL Sydjylland er formand Jonna Jul Gudmundsen ikke tilfreds med institutionernes farvel til vinkeritualet.

- Vi ser det mange steder, at man er nødt til at prioritere benhårdt i helt basale ting i det at være lille barn. Det er et udtryk for de dårlige normeringer, vi har, siger hun.

Jonna Jul Gudmundsen mener, at farvelritualet er én af flere små ting, som i disse år bliver droppet i institutionerne på grund af nedskæringer.

Facebook
Twitter