Bor 15 kilometer fra hinanden: Signe får penge for at passe sit barn – Michelle gør ikke

Trods stigende interesse giver kun halvdelen af landets kommuner tilskud til hjemmepasning.

Signe Mølgaard Larsson og Michelle Pedersen bor 15 kilometer fra hinanden, men i hver sin kommune. Det betyder, at den ene får tilskud til at passe sin datter derhjemme, mens den anden ingenting får. (Foto: (privat))

Masser af tid med mor, ingen travle morgener eller hektiske afleveringer i institutionen. Det er, hvad toårige Vilma vågner op til hver dag.

Hendes mor Signe Mølgaard Larsson har nemlig valgt at gå hjemme for selv at passe Vilma i stedet for at sende hende i institution.

- Jeg er af den overbevisning, at det er sundest for det lille barn at være sammen med sine primære omsorgspersoner.

Familien bor ved Ribe, der ligger i Esbjerg Kommune. Her giver kommunen tilskud til forældre, der vælger at passe deres børn hjemme. Det seneste år har familien Larsson derfor fået 6.018 kroner i tilskud hver måned.

For nylig udløb tilskuddet til familien, men Signe Mølgaard Larsson er så glad for at gå hjemme med Vilma, at hun har valgt at fortsætte et år mere.

- Jeg synes desværre ikke forholdene i vores daginstitutioner er gode nok. Der er ikke tid eller hænder nok til at give vores børn det, de har behov for.

Michelle drømmer om at gå hjemme

15 kilometer fra Signe Mølgaard Larsson bor Michelle Pedersen. Hun er mor til tre børn, hvor de to yngste er pseudotvillinger på et og to år.

Michelle Pedersens mand er selvstændig, og selv møder hun tidligt om morgenen i hjemmeplejen. Derfor bliver de to mindste afleveret i vuggestue klokken 6.30 om morgenen.

- Det synes jeg ikke er optimalt. Det hele kører bare derudaf, så der er bare ikke mange timer i døgnet til at være sammen med børnene.

- Det er en rigtig god vuggestue, men der er mange forskellige voksne. Jeg vil gerne kunne være 100 procent en del af deres opdragelse og give dem den kærlighed og omsorg, de har brug for.

Derfor drømmer Michelle Pedersen om selv at kunne passe sine to yngste piger derhjemme, indtil de begynder i børnehave. Men familien Pedersen bor i Tønder Kommune, og her giver kommunen ikke tilskud til forældre, der passer deres egne børn hjemme – og uden tilskud har familien ikke råd til at lade en forælder gå hjemme.

- Jeg synes, at det er ærgerligt, at vi ikke har de samme muligheder. Vi får jo allerede tilskud til daginstitution, så jeg forstår ikke, hvorfor de penge ikke bare kan gå til de forældre, der selv vil passe deres børn.

Borgmester vil fylde institutionerne op

Michelle Pedersen er så utilfreds med, at kommunen ikke vil give tilskud til hjemmepasning, at hun har startet en underskriftindsamling. Indtil videre har hun fået 150 underskrifter, som hun i september vil aflevere til Tønders borgmester, Henrik Frandsen (V).

Borgmesteren siger, at muligheden for tilskud ikke er blevet diskuteret, fordi kommunen er tyndtbefolket, og institutionerne mangler børn.

- Vores institutioner i forvejen er presset, så det bliver nok en vanskelig opgave.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik får flere forældre på landsplan tilskud til at passe deres egne børn.

I foreningen Samfo Danmarks Småbørnsfamilie kalder de det en klar tendens - både i de store og små byer.

- Børn får den mest optimale start på livet og tilknytning til forældrene på den her måde. Så jeg synes, at det er et problem, at du i en kommune kan få tilskud og i en anden kommune kan du ikke.

Esbjerg vil være attraktiv for børnefamilier

I Esbjerg Kommune ser man tydeligt tendensen. I 2016 var der i gennemsnit 49 forældre i kommunen, der fik tilskud til at passe egne børn.

Sidste år var det tal vokset til gennemsnitligt 61 forældre.

- Hvis vi ønsker at være en attraktiv kommune at bosættte sig i, så er det vigtigt, at vi har forskellige tilbud til familierne, siger formanden for Børn & Familieudvalget i Esbjerg Kommune, Diana Mose Olsen (SF).

Sådan ser Michelle Pedersen fra Tønder også på sagen. Hun kender flere, der har bosat sig i Esbjerg Kommune, fordi de kan få tilskud til hjemmepasning.

- Det er jo super ærgerligt, når vi gerne vil have vækst i udkantsdanmark.

Forskning taler hverken for eller i mod

Ifølge Ole Henrik Hansen, der forsker i dagtilbud på Aarhus Universitet, bliver barnet bedre rustet til skolen, hvis det kommer i institution.

- Undersøgelser viser, at de får et godt sprog, og de klarer sig godt i skolen. Men kvaliteten af dagtilbud er meget forskellig.

Han understreger dog, at forskningen ikke viser, om det at passe sit barn selv er mere rigtigt eller forkert end at aflevere det i institution.

- Du er nødt til at mærke efter selv og overveje, hvordan du ønsker dit barns tidligste barndom skal foregå, siger Ole Henrik Hansen.

For Signe Mølgaard Larsson er det et stort ønske, der går i opfyldelse, når hun kan være sammen med datteren Vilma i dagtimerne.

- Jeg elsker det. Og jeg tror også, at det betyder rigtig meget for Vilmas udvikling, at hun får den her rolige og trygge start på tilværelsen.

Facebook
Twitter