Borgen vil trække kunder til Sønderborg

Det nye butikscenter vil sandsynligvis stjæle handel fra nabobyerne.

Meget tyder på, at Borgen vil efterlade tomme butikker i gågaden, når flere store kæder i stedet flytter ind i centret. (Foto: Peter Øvad Halkjær)

Det bliver en gevinst for hele Sønderborg, når det nye butikscenter Borgen åbner næste efterår. Det mener formand for Sønderborg Handel, Claus Plum.

Handlen øges

Meget tyder ellers på, at Borgen vil efterlade tomme butikker i gågaden, når flere store kæder i stedet flytter ind i centret.

- Men jeg tror, at Borgen på længere sigt vil øget handlen i byen. Så må vi leve med, at der i en periode bliver tomme lokaler i gågaden, siger Claus Plum til dr.dk/p4.

Må afgive omsætning

Han bakkes op af direktør for Scandinavian Retail Institute, Henning Bahr. Han mener, at Sønderborg med det nye butikscenter vil stjæle kunder fra de nærliggende handelsbyer.

- Sønderborg vil sandsynligvis i løbet af et par år få en øget kundestrøm og omsætning via butikscentret. Og så må nabobyerne regne med at skulle afgive noget omsætning til Sønderborg, siger Henning Bahr til dr.dk/p4.

Butikscenter Borgen forventes at åbne i Sønderborg i efteråret 2013.

Facebook
Twitter