Borgere utilfredse over lukning: Lokalsamfund mister biblioteker, selvom besøgstal stiger

Professor undrer sig over, at man lukker små åbne biblioteker, når de er en succes.

Strategien med selvbetjente eller åbne biblioteker har ellers været en succes, påpeger professor. (Foto: Kristian Djurhuus © Scanpix)

38,3 millioner. Så mange besøg har landets biblioteker fået i 2017, viser tal fra Danmarks Statistik. Det er det højeste antal besøgende nogensinde.

Alligevel bliver nøglen til flere og flere små lokalbiblioteker og bogbusser drejet om.

To af dem er de åbne biblioteker i Ulkebøl og Dybbøl få kilometer fra Sønderborg, der nu skal lukkes, selvom besøgstallet ikke har været faldende de sidste år.

Hanne Thaysen besøger biblioteket i Dybbøl mindst to gange i ugen. Der er ikke noget personale på biblioteket, så hun og de andre besøgende lukker sig selv ind ved hjælp af sygesikringskortet. Hun er rigtig ærgerlig over, at Sønderborg Kommune nu har valgt at rydde bibliotekslokalerne.

- Vi kan ikke længere låne bøger. Børnene kan ikke lege og få indblik i bøgerne, og ældre mennesker kan ikke komme og læse avisen. Der er mange ting, vi ikke kan mere, og det er vi utilfredse med, siger hun.

Hovedbibliotek få kilometer derfra

Få kilometer fra de to byer ligger Sønderborgs nye store hovedbibliotek, der er en del af byens kulturhus. Og det er en af grundene til, at de to små filialer skal lukke, fortæller formanden for kulturudvalget i Sønderborg, Stephan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti.

- Et andet element er, at Dybbøl Skole skal bruge flere arealer, og det center, hvor vi lejer os ind med Ulkebøl Bibliotek, faktisk gerne skal bruges til noget andet i den nærmeste fremtid.

Men ifølge Hanne Thaysen sætter det nye hovedbibliotek nogle naturlige grænser for nogle af de mennesker, der bor i Dybbøl på den anden side af Alssund.

- Så længe vi kan cykle, køre bil eller gå, kan vi bruge kulturhuset. Men du kan jo ikke sende syvårige børn over den frygtelige bro (der forbinder Als med fastlandet, red.), og det er svært for pensionister at komme over med rollator eller i kørestol.

Lukning undrer professor

Beslutningen om at lukke de to åbne biblioteker undrer Carl Gustav Johannsen, der er professor emeritus ved Institut for Informationsstudier på Københavns Universitet, og som har skrevet en bog om de selvbetjente biblioteker.

- I netop den bog nævner jeg de to biblioteker i Sønderborg Kommune som eksempler på, at strategien med selvbetjente eller åbne biblioteker har været en succes.

Sønderborg Kommune var nogen af de første til at lave åbne biblioteker uden personale frem for helt at lukke dem. Og ifølge Carl Gustav Johannsen har netop strategien med at tilbyde åbne biblioteker med lange og eller sene åbningstider rykket ved besøgstal og udlån de seneste år. Men det handler også om at bevare lokalsamfundene, siger han.

- Hvis man synes, at det er vigtigt, skal man ikke lukke de små filialer. Det bliver mindre attraktivt at bo i et område – det er jo det eneste åbne mødested i mange lokalområder.

Lukningstruet flere gange

Netop det frygter flere borgere i Dybbøl og Ulkebøl. Beslutning om at lukke bibliotekerne har vakt stor modstand og har affødt borgergrupper i de to byer, som kæmper for at bevare bibliotekerne.

Bibliotekerne har flere gange være lukningstruet, så Hanne Thaysen har stadig et håb om, at kulturudvalgets beslutning bliver ændret.

- Jeg tror, at en god politiker er i stand til at ændre sin beslutning, hvis der er nogle gode argumenter. Det er ikke nogen god idé at bortprioritere et lokalbibliotek, hvor der er gang i så mange ting. Det må byrådet da kunne se, siger hun.

De to biblioteker står til at lukke 1. august 2019.

Facebook
Twitter