Borgmestre i chok over kollegas død

Tønders afdøde borgmester Laurids Rudebeck var en fighter både politisk og privat. Et stort savn, siger borgmestre.

Laurids Rudebeck var en mand, som gik ind i hjertet på folk, siger borgmesterkollega fra Haderslev. (Foto: Tommy B. Nielsen)

Tønders borgmester Laurids Rudebeck (V) er død. Han blev 56 år og efterlader sig sin hustru, to børn og et barnebarn. Borgmesteren faldt om i sit hjem i går tirsdag uden forudgående sygdom.

Hans død kommer som et chok og er stort tab for hele Sønderjylland, siger Haderslevs borgmester Hans Peter Geil (V), der her til morgen skulle have været til borgmestermøde med Laurids Rudebeck.

- Det er et stort chok. Vi var sammen så sent som mandag aften, hvor vi havde møde med Dansk Industri i Tønder. Laurids stod og tog imod og gav hånd til alle, siger Hans Peter Geil.

Laurids Rudebeck sad i kommunalbestyrelsen i Tønder fra 2006 og blev borgmester i 2009. Han markerede sig blandt andet stærkt i den landsdækkende debat om grænsekontrol, Udkantsdanmark og statslige arbejdspladser.

- Laurids var en fighter. Han kæmpede for sygehuset i Tønder og for de lokale arbejdspladser. Han gik altid forrest. Det vil folk i Tønder komme til at savne, siger Hans Peter Geil.

Også på det personlige plan vil Tønder-borgmesteren blive savnet af sine politiske kolleger.

- Jeg vil huske Laurids som en utrolig glad mand. Han var en kæmper, en rigtig sønderjyde og en mand, som gik ind i hjertet på folk, siger Hans Peter Geil.

Borgmester i Aabenraa Thomas Andresen (V) er chokeret og dybt berørt af sin kollegas død. Han kalder Laurids Rudebeck for 'en stor forkæmper for Sønderjylland'.

- Jeg har lært ham at kende som en meget engageret mand. Både politisk og privat. Han var sportsmand og kom altid og viste mig sine løbetider. Socialt var han et midtpunkt, når vi var sammen. Vi kommer virkelig til at mangle Laurids, siger Thomas Andresen.

Laurids Rudebeck var kendt som en aktiv idrætsmand, der var ved at træne sig op til en halv ironman. Derudover fulgte han stolt med i de lokale sportsresultater.

- Jeg talte med ham for nylig, og han var meget glad for, at Tønder rykkede op i håndboldligaen, siger Vejens borgmester Egon Fræhr (V), som også er formand for de 22 syddanske kommuner.

- Jeg vil især huske Laurids som en dygtig, arbejdsom og meget flittig borgmester. Han var utrættelig i sin kamp for Tønder, og det står der stor respekt om, siger Egon Fræhr.

Facebook
Twitter