Branchen skriger på chauffører: Peter måtte vente måneder på sit lastbilkørekort

En lille anmærkning i lægeerklæringen betyder måneders ventetid på at få lastbilkørekort.

Peter Schmidt måtte vente måneder på sit kørekort til lastbilen, fordi Færdselsstyrelsen har lang ventetid. (Foto: Laura Bruun Hansen / DR)

Peter Schmidt fra Løjt Land ved Aabenraa skulle have haft sit lastbilkørekort omkring 1. marts.

Men først på den allersidste dag i juni kunne han få lov at sætte sig ind i lastbilen med kørekortet i hånden.

Peter Schmidt lider nemlig af søvnapnø, og hvis man har en anmærkning i lægeerklæringen, som eksempelvis diabetes, ADHD eller søvnapnø, så skal Færdselsstyrelsen godkende kørekortet.

Færdselsstyrelsen har dog så lang sagsbehandlingstid, at transportelever kan ende med at vente i flere måneder på godkendelsen.

- Det har været forfærdeligt at vente på. Jeg har været arbejdsløs, og jeg skulle have været søgende på jobmarkedet. Det har været en yderligere stressfaktor for mig, at jeg ikke kunne få kortet, siger Peter Schmidt.

At Peter Schmidt har søvnapnø, er ikke noget, der vil påvirke hans arbejde.

- Jeg sover med en maske med en lille computer i. Den fortæller, hvor udhvilet man er, og den viser, at jeg er bedre end normalt og mere udhvilet. På trods af det, har det været en langsommelig proces at få kørekortet godkendt, siger han.

Branchen skriger på nye folk

Det er ikke kun dem, der venter på kørekortet, der er utilfredse. Hele lastbilbranchen mangler chauffører, så det er et problem, at folk skal vente så lang tid på at kunne få sit lastbilkørekort.

- Vi har virkelig brug for nye mennesker, der vil ind i branchen. Så det er et kæmpe problem, at ventetiden er så lang. Hvis ikke lastbilerne kan komme ud at køre på grund af manglen på chauffører, så holder de stille. Det betyder, at gods ikke kan blive kørt ud til dagligvarebutikker, siger Henriette Kjær, der er politisk chef ved ITD, som er brancheorganisationen for dansk vejgodstransport.

ITD anslår, at der mangler mellem 7.000 og 10.000 lastbilchauffører i Danmark.

Folk dropper ud

Mens Peter Schmidt valgte at vente på godkendelsen fra Færdselsstyrelsen, valgte 19-årige Mathias Heldam Nielsen fra Bjerringbro helt at droppe ud. Sidste år var han i gang med at uddanne sig til lastbilchauffør hos UCH i Holstebro. Han har en ADHD-diagnose, så hans kørekort til lastbilen skulle også forbi Færdselsstyrelsen. Men efter 9 måneder var der stadig ikke kommet en godkendelse.

- Hele forløbet med Færdselsstyrelsen er under al kritik. Jeg har haft ringet til dem. Jeg har skrevet mails og klager til dem. De siger bare, at sagen er under behandling, og at de ikke kan oplyse mere, siger han.

Flere uddannelsesinstitutioner vurderer, at ca. 20% af deres elever, ender i trafikproppen hos Færdselsstyrelsen på grund af en anmærkning i deres lægeerklæring. Og hver 10. transportelev ender med helt at droppe ud af uddannelsen på grund af den månedlange omvej.

- Vi kan ikke fastholde dem i uddannelserne, mens de venter på godkendelserne. I bedste fald skal de holde en pause, men i pausen har de ingen økonomi, så det er hårdt, siger Jørgen Jürgensen, der er teamleder på uddannelsesinstitutionen AMU Vest i Esbjerg.

På den sønderjyske uddannelsesinstitution EUC Syd har de aldrig oplevet noget lignende. De kan lige nu ikke garantere folk, der har anmærkning i lægeerklæringen, at få kørekortet til lastbil eller bus indenfor de seks uger, som det normalt tager.

- Vi har altid haft ventetid. Men det er blevet fuldstændig vanvittigt, efter Færdselsstyrelsen er kommet ind og har overtaget området. Jeg kan ikke mindes, vi har set behandlingstider i den udstrækning, som vi har nu. Vi kan med sikkerhed sige, at vi aldrig har nogen, der kommer igennem på et seks-ugers forløb. Det havde vi ikke problemer med før, siger Henrik Zink, der er uddannelsesleder på EUC Syd.

Henrik Zink fra EUC Syd siger, at de på grund af ventetiden hos Færdselsstyrelsen ikke kan garantere, at folk med anmærkninger i lægeerklæringen får deres kørekort til lastbil eller bus inden for seks uger. (Foto: Foto: Laura Bruun Hansen DR Syd)

Færdselsstyrelsen vil nedbringe ventetid

Færdselsstyrelen vil ikke stille op til et interview med DR om de lange ventetider. I et skriftligt svar skriver de dog, at de arbejder på at få ventetiderne ned.

- Det går den rigtige vej med sagsbehandlingstiderne, og vi fortsætter vores arbejde med at forbedre området og få normaliseret sagsbehandlingstiderne, skriver vicedirektør i Færdselsstyrelsen Brian Paust Nielsen.