Brandsikkerhed på plejehjem har en pris: Der er ikke så meget hygge tilbage

Det går ud over hyggen, når plejehjem skal opfylde kravene for brandsikkerhed, mener plejehjemsbeboer.

Sidste år fik næsten tre ud af fire plejehjem påbud for dårlig brandsikkerhed. Og når der nu bliver rettet op på fejlene, så koster det på hyggen, mener Tove Marcussen (tv), der bor på Plejehjemmet Bytoften i Esbjerg.

Der er forsvundet møbler og nips på landets plejehjem, efter en byge af påbud har ramt plejehjemmene. I alt fik 71 procent af plejehjemmene sidste år påbud for dårlig brandsikkerhed. Det viser tal fra alle landets beredskaber.

Plejehjemmet Bytoften i Esbjerg fik de sidste år otte påbud, for ikke at have styr på brandsikkerheden. De fleste påbud er der nu rettet op på.

- Man kan ikke sige, at det er et hyggeplejehjem, som det var før. Det er det altså ikke, siger Tove Marcussen, der bor på plejehjemmet.

For fejlene handlede blandt andet om for mange brandbare materialer på flugtvejene.

Der var eksempelvis for mange træmøbler, der stod på gangene. De møbler er nu fjernet, og det er en skam, mener plejehjemsbeboeren.

Af samme grund må de ældre på plejehjemmet heller ikke længere have bestemte ting stående ude foran deres dør. For det kan være i vejen, hvis gangen er en flugtvej.

- Jeg synes det er ærgerligt, at vi ikke må det mere. Det er ikke så hyggeligt, som det har været, siger Tove Marcussen.

Der er ikke mange stole og nips tilbage på gangene på plejehjemmet. Sidste år fik plejehjemmet otte påbud for dårlig brandsikkerhed. Det har nu kostet nips, stole og hygge på plejehjemmet, mener Tove Marcussen. (Foto: © Hanne Høier, DR)

Sikkerheden er vigtigst

Hyggen må dog lide for brandsikkerheden. De seneste seks år er mere end 30 plejehjemsbeboere omkommet i brande på plejehjem. Derfor er reglerne om brandsikkerhed blevet skærpet.

- Jeg er med på, at det går ud over hyggen. Men til gengæld forbedrer det sikkerheden, at der ikke er de her nipsting, siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber.

Han understreger, at mange plejehjem har fået flere påbud sidste år, fordi der er kommet nye regler på området. Men beredskaberne er nødt til at give påbud, når det er nødvendigt.

- Hvis der står en stol eller en juledekoration, kan det være med til at skabe mere røg og mere brand, og så er det vanskeligere at komme ud i en fart. Og det er den balance, vi skal finde, når vi har et brandeftersyn, siger han.

De tilbageværende stole er lavet af brandhæmmende materialer, så de må godt stå fremme, siger Susan Huusmann, plejehjemsleder, Bytoften, Esbjerg. (Foto: © Hanne Høier, DR)

Selvom stolene på gangen er fjernet og nipstingene er røget i skuffen, så har plejehjemsbeboeren Tove Marcussen forståelse for, at sikkerheden skal være i top.

- Jeg forstår det godt. Det handler jo om tryghed for os alle, siger hun.