Charlotte har kroniske smerter: - Jeg har en skærende violintone i kroppen

Charlotte Dahl er en af de mange tusinde danskere, der lever med kroniske smerter.

Charlotte Dahl fra Bramming ved Esbjerg lever med kroniske smerter. Hun er med i den landsækkende fotoudstilling 'Smertens Ansigt', der åbnede på Herlev Hospital i denne uge. (Foto: Martin Bubandt)

Mange tusinde danskere lever hver dag med voldsomme kroniske smerter. Foreningen af Kroniske Smertepatienter anslår, at op mod 850.000 danskere lever med kroniske smerter.

En af dem er Charlotte Dahl fra Bramming i nærheden af Esbjerg.

- Jeg har fibromyalgi, og så er jeg hypermobil. Det betyder, at jeg har smerter i min hud, i mine led og i mine muskler. Det er en konstant smerte, som bedst kan beskrives som en skærende violintone, der bare konstant kører over hele kroppen, siger Charlotte Dahl.

- Derudover har jeg også muskelkramper, rygsmerter, og så får jeg jag rundt i kroppen. Det er ligesom syle, der bliver stukket ind forskellige steder, fortæller hun.

Landsdækkende fotoudstilling åbnede i denne uge

Charlotte Dahl er med i et landsdækkende fotoprojekt med navnet 'Smertens Ansigt', der åbnede i denne uge.

Det er store billeder af mennesker, der på hver deres måde viser, at noget gør ondt. Personerne på billederne lever nemlig alle med kroniske smerter, og udstillingen skal sætte fokus på det at være smertepatient.

Med i fotoprojektet er kendte danskere som for eksempel tv-vært Sisse Fisker, entertainer Lotte Heise, skuespiller Jens Jørn Spottag og tidligere verdensmester i speedway Jan O. Pedersen.

Og så er der billeder af mere ukendte danskere som for eksempel Charlotte Dahl.

Smerterne er ekstremt trættende

Charlotte Dahl er fotograferet på en bar mark uden for byen, hvor hun står helt alene og tænker på sine smerter, på sine børn, på alt det hun ikke kan, men gerne vil.

For når man er smertepatient så påvirker det hele ens dagligdag.

- Man bliver ekstremt træt af at have så mange smerte. Det påvirker også ens sanser, så man bliver enormt følsom. Ens motoriske evner er ikke ret gode, og nogle gange taber man ting og går ind i ting. Det påvirker også hukommelsen, siger Charlotte Dahl.

Jeg vil ruske op i folk

Fotoudstillingen åbnede på Herlev Hospital i denne uge, og planen er, at den senere skal rundt på hospitaler landet over for at sætte fokus på kroniske smertepatienter og den nye rådgivningstelefon SmerteLinjen, som hjælper både smertepatienter og deres pårørende.

Og der er behov for at sætte fokus på kroniske smertepatienter, siger Charlotte Dahl. For hun vil gerne ruske lidt op i folk.

- Nogle prøver at forstå det, men der er også mange, der er ekstremt skeptiske. Regeringen har jo fokus på, at danskerne er dovne og lader sig forsørge af det offentlige. Jeg har oplevet, at kommunen har indberettet mig, fordi jeg stod på en legeplads med mine børn. For når jeg nu stod der, så måtte jeg jo have ekstra ressourcer, som jeg kunne bruge i et job. Men jeg har ikke alt det overskud, og det har folk meget svært ved at forstå, siger hun.

Facebook
Twitter