Cirkus Dannebrog er gået konkurs - igen

For anden gang i 2016 er det sønderjyske cirkus gået konkurs. Denne gang ser det sværere ud.

Cirkus Dannebrog har i flere år døjet med underskud. (Foto: Jonas Guldberg- DR Syd)

Det er svært at tjene penge på elefanter og artister i trapezer nu om dage. Det må Cirkus Dannebrog sande, efter cirkusset nu er konkursramt for anden gang i år.

Da Cirkus Dannebrog tilbage i marts i år gik konkurs, lykkedes det i sidste øjeblik at rejse penge nok til at fortsætte. Det bliver sværere denne gang, siger teknisk direktør i Cirkus Dannebrog Dennis Enoch, der dog stadig har tiltro til, at cirkusteltet bliver rejst igen:

- Selvfølgelig kommer Dannebrog ud igen. Cirkusfolk kan ikke bare sådan stoppes, siger Dennis Enoch.

Dennis Enoch og resten af familien, der driver cirkus, vil nu bruge vinteren på at forsøge at rette op på økonomien.

I løbet af sommeren 2016 var Cirkus Dannebrog nødt til at aflyse næsten en hel måneds forestillinger. Den primære årsag var ifølge Dennis Enoch, at en ny EU-regel betød, at de ikke kunne få lov at benytte det ukrainske hold af teltrejsere, som de har benyttet gennem de seneste 14 år:

- Udlændingestyrelsen vil gerne have, at man bruger EU-borgere som teltrejsere, altså rumænere og polakker i stedet for ukrainere, men der findes slet ikke nok teltspecialister, der er EU-borgere, siger Dennis Enoch.

Cirkus Dannebrog er ikke det eneste cirkus, der har det svært. I 2016 holdt Cirkus Benneweis pause grundet økonomiske problemer.

Facebook
Twitter