Danmark hærges af butiksdød

Der lukker flere butikker rundt omkring i de danske byer. Kun Østjylland oplever vækst i antallet af butikker.

Der bliver længere mellem butikkerne i de danske gågader. Danmark oplever butiksdød.

Der bliver stadigt færre butikker at vælge mellem, når man slentrer en tur ned gennem gågaderne i de danske byer.

En ny opgørelse fra Post Danmark og Danmarks Handelstandsforeninger viser nemlig, at der siden januar 2008 er registreret 2616 færre butikker på landsplan, hvilket svarer til et fald på 5,3 procent.

Forventet udvikling

De mange tomme butiksfacader overrasker ikke i Danmarks Handelsstadsforeninger, fortæller formand Bent Aarebo Pedersen.

- Det er en forventet udvikling. Det er i hvert fald ikke noget, vi kan sige, der kommer bag på os, siger han. 

Det er især de små butikker, der bukker under på tværs af så forskellige brancher som frisørsaloner, restauranter og små brugskunstforretninger. Og det kan i høj grad ses i bybilledet, at mange forretningsdrivende må kaste håndklædet i ringen. Blandt andet i Aabenraa, lyder det fra formanden for Shop In City Aabenraa, Lars Jespersen.

Udviklingen kan ikke ændres 

I Danmarks Handelsstadsforeninger er optimismen ikke umiddelbart til at spore, lyder det fra Bent Aarebo Pedersen.

- Vi kan ikke gøre så meget andet end at sørge for at vores bymidter ser attraktive ud og sørge for nogle ordentlige parkeringsforhold, siger han.

Det er kun i Østjylland, at man har oplevet en fremgang i antallet af butikker. Her var der i 2008 7200 butikker. Det tal er i dag vokset til 7264, altså en stigning på 0,1 procent.