Dansk nødhjælpsorganisation viser ny vej: Rejs selv ned og gi' pengene direkte

Dansk nødhjælpsorganisation vil tiltrække nye medlemmer ved at lade dem rejse ud i verden og møde dem, de hjælper.

På vegne af Afro-Asia Educare i Aabenraa overrakte Uffe Elbæk i juli en check på 1.000 dollars til et børnehjem i Vietnam. Den oplevelse kan alle medlemmer i organisationen nu få. (Foto: © (privatfoto))

Når man som dansker gerne vil hjælpe folk i nød rundt om i verden, er der nok af organisationer at vælge mellem.

Men hos Afro-Asia Educare i Aabenraa, der støtter børnehjem og skoler i Asien og Afrika, vil man nu forsøge at give hjælpen et mere personligt præg.

Her vil man nemlig give medlemmerne mulighed for at kombinere hjælpearbejdet med rejser og personlige møder.

Det fortæller næstformand i foreningen Uffe Elbæk, der selv lige har været i Vietnam for at aflevere 1.000 dollars til et børnehjem, der svarer til omkring 7000 danske kroner.

Her skulle pengene afleveres og bruges til at betale for nyt skoleudstyr og bustransport, så børnene kunne komme på udflugter væk fra byen.

- De blev kisteglade. Både børnene og ledelsen. Det gav både dem og mig noget særligt, at det var mig, der kom med pengene, siger Uffe Elbæk.

Flere bør have den oplevelse

Uffe Elbæk (som tilfældigvis deler navn med Alternativets formand, red.) har flere gange tidligere overrakt donationer - en oplevelse, som er helt unik, fortæller han.

I 1998 mødte han en gadedreng i Vietnam, som han valgte at hjælpe økonomisk. Det personlige engagement og glæden ved at hjælpe drengen fik ham blandt andet igennem flere livskriser, fortæller han.

- Det er en fantastisk oplevelse, hvor du engagerer dig i andre mennesker. Det er en hjerteoplevelse mellem mennesker, hvor man bliver personligt involveret.

Uffe Elbæk mødte i 1998 en hjemløs dreng, da han var på ferie i Vietnam. Uffe Elbæk valgte at hjælpe drengen, så han kunne få et godt liv og en uddannelse i Vietnam. Glæden ved at følge drengen og den tætte kontakt, der fulgte med, er en unik oplevelse, fortæller danskeren.

Den mulighed og oplevelse bør andre medlemmer af organisationen Afro-Asia Educare også have, mener Uffe Elbæk.

Derfor har han nu taget initiativ til, at medlemmer selv kan rejse ud i verden og finde de skoler og børnehjem, som medlemmerne mener trænger til økonomisk støtte fra organisationen.

Uffe Elbæk har igennem mange år hjulpet en vietnamesisk forældreløs dreng økonomisk. I dag er drengen voksen, men Uffe Elbæk og hans familie har stadig næsten daglig kontakt med drengen. Det er oplevelser som denne, Uffe Elbæk gerne vil have andre får. (Foto: © (privatfoto))

Røde Kors bakker op

Hvis Afro-Asia Education vil støtte projektet, er det medlemmet selv, der har kontakten og afleverer pengene.

- Her får du den personlige oplevelse med donationen. Du får en dimension, der ligger langt over den, du får, når du indbetaler til Røde Kors eller andre store organisationer.

Hos Dansk Røde Kors bliver initiativet hilst velkomment.

- Det er rigtig godt, at vi er flere organisationer, som tilbyder noget forskelligt til bidragsyderne, siger Morten Jørgensen, der er fundraisingchef i Dansk Røde Kors.

Det personlige engagement og lysten til at følge sin egen hjælpeindsats er en generel tendens, og noget vi vil se mere til, mener sociolog Lars Skov Henriksen fra Aalborg Universitet.

- Det bliver vigtigere for folk, at det, man støtter, er noget, som man ved, hvad er, og også er noget, som man kan sætte sit fingeraftryk på, siger Lars Skov Henriksen.

Håber at kunne tiltrække nye medlemmer

Afro-Asia Educare kontrollerer, at pengene ender, hvor de skal, men når du har direkte kontakt og er involveret i støtten og projektet fra start til slut, mener Uffe Elbæk, at organisationen kan være sikker på, at pengene bliver brugt fornuftigt.

- Det betyder noget for giveren, for modtageren og for organisationen. For så er vi sikre på, at det er givet i den rigtige ånd og på det rigtige sted. Og samtidig øger det den lokales ansvarlighed for at bruge pengene på det, de er øremærket til.

Uffe Elbæk lægger ikke skjul på, at organisationen håber, at det unikke initiativ kan tiltrække flere medlemmer.

Men han håber også, at den nære og personlige oplevelse ved at følge støttekronerne hele vejen til modtageren giver en større forståelse for, hvor vigtig hjælpen er.

Afro-Asia Educare har 55 medlemmer. Organisationen indsamler omkring 30.000 kroner ved en årlig Kulturfest i Aabenraa, hvor Afro-Asian Educare holder til.

De penge vil fra nu af blive splittet op i mindre donationer, som medlemmerne selv kan tage ud og aflevere hos skoler og børnehjem i Asien og Afrika.