Danske lærlinge jubler over tysk praktik: I snit koster det 250.000 at sende dem afsted

Et EU-projekt sender danskere til Tyskland, hvor de modsat Danmark har masser praktikpladser, men få lærlinge.

Danske Palle Elkrog (v.) har fået praktikplads i Frank Imlaus (h.) butik i Flensborg. Alternativet var skolepraktik. (Foto: © Per Vinther DR Syd)

Hvad gør man, når man har for mange lærlinge, men ikke nok praktikpladser til dem?

Det er et puslespil, som Danmark har forsøgt at løse i årevis, hvor mange studerende kommer i skolepraktik, og dermed gennemfører deres uddannelse uden at stå i lære i en virksomhed.

Men man kunne også sende lærlingene til Tyskland - der har de nemlig masser af praktikpladser, men ikke nok lærlinge.

Siden 2015 har 32 lærlinge fra Danmark taget turen til Tyskland som en del af et EU-projekt. Når de er uddannede får de et eksamenbevis, der kan bruges i begge lande.

Én af lærlingene, der har søgt over grænsen, er Palle Elkrog fra Fredericia.

Han er ved at uddanne sig butiksassistent på IBC i Kolding og har fået praktikplads i legetøjsbutikken Imlau2play i indkøbscentret Citti Park i Flensborg. I starten var sproget den største udfordring for Palle Elkrog, men en opvækst med tysk TV hjalp ham godt på vej, og nu ser han lyst på fremtiden.

- Jeg har flere muligheder nu. Jeg kan bosætte mig i Tyskland eller Danmark og arbejde begge steder. Jeg kan også bruge det på mit CV, når jeg er færdig med min uddannelse. Jeg kan kun se positive sider ved det, siger han.

Også hans mester, Frank Imlau, der ejer legetøjsbutikken, er begejstret for at have danskeren som lærling.

- Der er store fordele. De danske kunder har belønnet os for at have ansat en dansk medarbejder ved, at de simpelthen køber mere. De får god vejledning på dansk, siger de, og det kan vi mærke. Der er ingen ulemper ved det, fastslår han.

Budget på over 15 millioner

Lægger man den danske og tysk støtte sammen, har EU-projektet et budget på over 15 millioner kroner. Med de hidtidige resultater svarer det til, at det har kostet over en kvart million kroner at få hver enkelt elev i praktik i Tyskland.

Alligevel er regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), tilfreds med ordningen.

- Det her er en start. Og hvor vi måske tidligere har plukket nogle af de mere lavthængende frugter i grænsesamarbejdet, så er vi klar over, at det nu kræver et kæmpe stort arbejde, siger hun.

Sabine Sütterlin-Waack, der er minister i Slesvig-Holsten, mener også, at projektet er godt, trods de store udgifter per lærling.

- Man skal starte et sted, og den her begyndelse er god. Jeg tror på, at der kommer mange flere til i de kommende år, siger ministeren til DR Syd.

Det er Industrie- und Handelskammer Flensburg, der er leadpartner i projektet. Og fra dansk side deltager blandt andre IBC, Region Syddanmark, EUC Syd og og Erhvervsakademi Lillebælt.

I oktober 2017 manglede knap 10.000 elever praktikplads i Danmark, viser tal fra Undervisningsministeriet.