Danskere grænseshopper trods høje smittetal: ’Vi kan også blive smittet i Danmark’

Myndighederne fraråder alle ikke-nødvendige rejser til hele verden på nær to nordsvenske regioner.

Familien Gammelgaard Jørgensen på indkøbstur. Pernille Gammelgaard Jørgensen (nummer to fra venstre) mener ikke, det er farligere at handle i Tyskland end i Danmark. (Foto: Henrik Mundbjerg)

I Fakta i Harrislee lige syd for den dansk-tyske grænse er der flere danske kunder, der har valgt at se stort på de danske myndigheders anbefalinger.

I går frarådede Udenrigsministeriet ikke-nødvendige rejser til stort set hele verden, herunder Tyskland på grund af høje smittetal.

Men den udmelding hindrer ikke de danske kunder i at handle billige øl, sodavand, slik og chokolade i grænseshoppen.

- Vi kan lige såvel blive smittet i Danmark som her. Det er underordnet, hvor du står og går, så risikerer du jo at få det, siger Gitte Gammelgaard Jørgensen, der er på indkøbstur i Fakta i Harrislee med familien.

Flere danskere har taget turen syd for grænsen for at handle ind. (Foto: Henrik Mundbjerg)

Ikke et anerkendelsesværdigt formål

Indtil i går var Slesvig-Holsten ikke på myndighedernes liste over risikoområder, fordi antallet af smittede i regionen ikke oversteg 30 smittede pr. 100.000 indbyggere pr. uge målt som et gennemsnit over 14 dage.

Men fordi Slesvig-Holsten ikke længere opfylder kriterierne for lave smittetal, frarådes alle rejser nu, med mindre man har et anerkendelsesværdigt formål.

Og grænsehandel hører ikke til den kategori.

- Vi gør det alligevel. Smitten er jo lige så meget spredt i Danmark, som den er i Tyskland. Så længe vi tager vores forholdsregler, siger Pernille Gammelgaard Jørgensen.

Hos Fakta i Harrislee regner man med, at de nye regler kommer til at betyde færre kunder i butikken. (Foto: Henrik Mundbjerg)

Ikke noget forbud

Familien Gammelgaard Jørgensen er ikke de eneste danskere, som er kørt over grænsen for at handle. Veninderne Natasja Segets og Charlotte Jacobsen er også rejst afsted.

- Vi hæfter os ved, at de anbefaler, at man ikke kører over grænsen. Hvis de havde forbudt det, så havde vi ikke gjort det. Men vi tager vores forholdsregler med mundbind og håndsprit, siger Natasja Segets.

Charlotte Jacobsen supplerer:

- Jeg studerer med nogle hernede fra, så vi er i forvejen sammen på kryds og tværs. Vi tager vores forholdsregler og spritter ekstra af. Jeg synes ikke, det er meget anderledes, end når jeg handler derhjemme, siger hun.

Får negativ betydning

Julehandlen i grænsebutikkerne er allerede begyndt, men de nye retningslinjer kommer til at kunne mærkes, lyder det fra grænsebutikkerne.

- Vi har en forventning om, at det vil have en negativ påvirkning på antallet af kunder. Hvor meget det kommer til at betyde, vil de kommende dage vise, siger administrerende direktør i Fleggaard Lars Mose Iversen.

Salgsdirektør for Fakta i Tyskland Per Boesen regner også med, at de nye rejsevejledninger får konsekvenser for grænsehandlen.

- Det er klart, at når danskerne traditionelt i mange år har handlet i grænsebutikkerne i november, så får det betydning. Vi må afvente og se, hvor meget det kommer til at betyde, siger han.

Se Familien Gammelgaard Jørgensen på vej ind for at handle:

Facebook
Twitter