Danskere trodser anbefalinger og kører mod grænsebutikker: 'Jeg kan lige så godt blive smittet i Fakta'

Selvom 14 dages karantæne stadig anbefales efter et besøg i Tyskland, så vil mange have billige sodavand.

Der er gang i grænsehandlen, selvom myndighederne stadig anbefaler, at man går i karantæne, når man har besøgt Tyskland. (Foto: (C) DR Nyheder)

Vogne fyldt med dåsecolaer, dåseøl og kasser med slik bliver kørt ud af grænsebutikken Fleggaard.

I går valgte Tyskland at åbne sin grænse til Danmark, og det har betydet kunder i butikken.

- Jeg har hentet 18 kasser cola og 15 kasser øl. Det betyder helt vildt meget, at vi nu kan købe billige øl og køre ned til Flensborg for at spise en god middag, lyder det fra Daniel Fogtmann, der bor i Sønderborg.

Dog er grænsehandlen ikke, som den plejer at være.

Alle i Slesvig-Holsten skal bære mundbind eller andet, som dækker næse og mund, når de er i butikker, i offentlig transport eller i taxaer.

- Det var helt fint, jeg købte et mundbind til en femmer i butikken, siger Daniel Fogtmann.

Danskere: Vi tager risikoen

Men selvom Tyskland byder danskere velkommen med åbne arme, så

fraråder
de danske myndigheder frem til på mandag stadig alle ikke-nødvendige rejser til Tyskland.

Og da en tur i grænseshoppen ses som en ikke-nødvendig rejse, anbefaler

myndighederne
, at man går i 14 dages karantæne - også selvom man kun har været på besøg i et par timer i butikken.

Det bliver dog anderledes fra mandag, hvor rejsevejledningen ventes at blive ændret.

Men Daniel Fogtmann har ikke tænkt sig at tage hjem og gå direkte i karantæne.

- Jeg tænker, at når man kommer i Fleggaard, så er 99 procent danskere, så om man går i Fakta eller i Fleggaard, det er næsten det samme, tænker jeg.

Den samme holdning har Nicolaj Bøgh, som også har været nede at hente cola og øl.

- Nu skal vi have mundbind på, så jeg kan ikke rigtig forestille mig at blive smittet, siger han.

Heller ikke kvinden Irma, som i dag var nede for at handle i butikken ved Harrislee, er skræmt af risikoen.

- Jeg synes, man skal gøre, hvad man har samvittighed til, lyder det fra hende.

Glad for tysk beslutning

Mens flere er glade for at kunne fylde lageret igen, er der også nogle, som ser åbningen som mere end bare cola og slik.

- Da jeg hørte, den åbnede, så tænkte jeg bare: "Fedt". Det var helt surrealistisk, jeg fik helt kuldegysninger, da vi kørte over grænsen. Man føler sig ikke længere indespærret, lyder det fra Susanne Anderson.

Hun har familie lidt længere nede i Tyskland, og derfor krydser hun og familien tit grænsen.

- Nu kan vi tage ned og gå på stranden eller på gågaden. Men også besøge familien. Humøret er højt, siger hun.

Hun tager allerede til grænsen igen i morgen.

- Der skal min svigermor handle, så vi kører herned igen.

Et flertal i Folketinget bestående af Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, SF og Dansk Folkeparti mener, at man bør skrotte

opfordringen
om at gå i karantæne efter besøg med øjeblikkelig virkning, skriver TV2.

Lørdag eftermiddag siger Socialdemokratiets

retsordfører
, Jeppe Bruus, at han ikke mener, at man behøver at gå i karantæne.

- Jeg tænker ikke, at man behøver at gå i karantæne, men man skal selvfølgelig tage sine forholdsregler, siger Jeppe Bruus til Ritzau.

Men anbefalingen bliver fastholdt frem til på mandag, slår han alligevel fast.

- På nuværende tidspunkt holder vi fast i den plan, vi har. Men når nu vi ændrer

vejledningerne
på mandag, så er det ikke sådan, at jeg mener, at man bliver nødt til at gå i 14 dages karantæne, fordi man tager til Fleggaard i dag, siger han.

- Så vi har i øjeblikket nogle anbefalinger, man ikke rigtig behøver at følge?

- Vi skal lige huske, at situationen har ændret sig, fordi Tyskland har åbnet før tid. Det er det, der har ændret sig, siger Jeppe Bruus.

Facebook
Twitter