De ordner huller hjemme i stuen: ’Vores maskine kan alt det, som en tandlægeklinik kan’

I flere kommuner får ældre borgere ordnet deres tænder derhjemme.

Når der skal bores i bisserne hos de ældre borgere, er det ikke dem alle, der behøver at skulle afsted til tandlægen.

Virksomheden Hjemmetandlægen har aftaler med 17 kommuner i landet og kører ud og laver behandlingen hjemme på plejecentrene hos de seniorer, som har krav på at få betalt tandlægeregningen som en del af den såkaldte omsorgstandpleje.

Ordningen gælder også borgere, der er ramt af sygdom eller har et handicap.

Ramin Parwiz er tandplejer og sammen med klinikassistent Claudia Grün, kører han ud og behandler de ældre i Varde Kommune.

- I omsorgstandplejen har patienterne brug for at få akut hjælp. For eksempel at få trukket en tand ud, som gør ondt, fyldninger hvis de har et hul, tandrensning og en kontrol af mundhygiejnen, siger han.

Derfor har de en særlig enhed med sig ud, der har de samme redskaber, som dem man finder på en tandlægeklinik.

- Maskinen kan alt det, som en rigtig klinik kan.

Tandplejerne fra Hjemmetandlægen har en særlig maskine med ud til borgerne, der har de samme redskaber som på klinikken. (Foto: © Asbjørn Møller, DR Syd)

Kan ikke selv løfte opgaven

Aabenraa Kommune er én af dem, der siden 2017 har udliciteret den del af tandlægeplejen, hvor visiterede ældre og demente borgere får hjælp til at holde tænderne pæne.

Det er en løsning, som formand for kommunens Social- og Sundhedsudvalg Karsten Meyer Olesen (S) er tilfreds med.

- Når der er et firma, der kan ordne en kommunal opgave på en god måde, så skal vi da samarbejde med dem, siger han.

Karsten Meyer Olesen anerkender, at Aabenraa Kommune lige nu ikke ville være i stand til at løfte opgaven med samme kvalitet, fordi de allerede er pressede på tandplejen for børn og unge.

- Den er så langt ude, at vi med jævne mellemrum må diskutere serviceniveau på børnetandplejen. Så det er et stort problem for os.

På plejecentrene er der dog delte meninger om, at tandplejerne dukker op, fortæller Claudia Grün.

- Nogle er rigtig glade for, at vi kan komme hjem til dem, så de slipper for at komme ud. Især plejepersonalet så de ikke skal bruge tid og ressourcer på at tage med dem. Andre synes, det er underligt, at vi kommer og behandler i eget hjem.

Ifølge Tandlægeforeningen er det i de fleste kommuner den kommunale tandpleje, der tager sig af de patienter, der ikke har mulighed for at møde op på en almindelig tandlægeklinik.