Den lokale historie hitter

Det er blevet hipt at grave ned i tidligere tiders aktivitet i lokalområdet.

Der er stor fremgang i interessen for at blive klogere på fortidens lokalområde. Det viser en ny bog, der udkommer fra Museum Sønderjylland. Arkivfoto. (Foto: Lars mØLler © Scanpix)

Der er fyldt godt op på læsesale og ved udlånsskranken med materiale, der giver klarhed over, hvad der før eksisterede det sted, som man i dag kalder sin hjemstavn.

Det viser den første større undersøgelse af interessen for lokalhistorie. Undersøgelsen er lavet af museumsinspektør Kim Furdal fra Museum Sønderjylland. Den viser, at tendensen er gældende for hele landet.

-Vi kan se, der er en stadig vækst i antallet af lokalhistoriske arkiver og foreninger, cirka 15 procent af den voksne befolkning over 50 år er medlem af en lokalhistorisk forening, fortæller han.

Stigning på alle platforme

Alene i Sønderjylland har Kim Furdal fundet næsten 60 lokalhistoriske foreninger i Sønderjylland.

Interessen mærker man også tydeligt ved Byhistorisk Arkiv i Esbjerg. Her er væksten åbenlys, siger leder Jørgen Dieckmann Rasmussen.

-Vi oplever stigende interesse på alle platforme. Der er flere besøgende på læsesalen, der var cirka 5000 sidste år og 93.000 på nettet. Og det er besøgende fra hele verden, der kigger ind i vores samlinger, så nysgerrigheden er stor, siger han.

Fra 2014 til 2015 er besøgstallet på læsesalen steget med 12 procent og på arkivets digitale platform var stigningen sidste år 14 procent.

Undersøgelsen hedder Kampen om Lokalhistorien og udkommer i bogform i dag mandag den 14. november.