Desperat sommerhusudlejning på Fanø: ’Mette Frederiksen er ved at give os dødsstødet’

Statsministeren forbyder ikke sommerhusophold, men hun opfordrer til at lade være.

Hanne Thyssen, der er direktør ved Danibo Sommerhusudlejning på Fanø, siger, at det går ud over sommerhusudlejernes økonomi, når statsministeren forleden opfordrede danskerne til at blive hjemme i påsken. (Foto: Bo Bechsgaard)

Færgen er næsten tom, gaderne det samme - og sommerhusene har ingen beboere.

Det er virkeligheden på Fanø lige nu, hvor gæsterne hverken kommer fra udlandet eller resten af Danmark.

Omsætningen er væk, og det er en alvorlig situation for udlejningsbranchen.

- Situationen er ekstrem alvorlig. Vores påskesæson er stort set væk i forhold til vores tyske turister, og nu har vi så også problemer med danske gæster, fordi Mette Frederiksen har meldt ud, at man helst ikke skal rejse i sommerhus, siger Hanne Thyssen, der er direktør ved Danibo Sommerhusudlejning på Fanø.

- Det er ved at give os det sidste dødsstød, siger hun.

De er blevet usikre

De tyske turister udgør 95 procent af gæsterne, der skulle i sommerhus på øen i denne her periode.

Men de tyske turister er forhindret i at komme til landet, fordi grænserne er lukket. Derfor håbede man på, at de danske turister ville komme til øen i påsken.

- De sidste fem procent, som vi kunne have fået af danske gæster, er blevet usikre. De tror ikke, de må komme herover. Det må de jo godt, men tvivlen skaber store problemer for os, fortsætter Hanne Thyssen.

På Fanø er sommerhusgæsterne med til at finansiere en stor del af kommunens udgifter, og derfor er det et alvorligt slag, når det går stille med bookingerne, fortæller borgmester Sofie Valbjørn fra Alternativet.

- Vores største erhverv er turismen. Vi bliver rigtig hårdt ramt. Hvis der slet ikke kommer nogen gæster i påsken, som lægger penge på Fanø, så får det meget store konsekvenser for øens økonomi, siger hun.

Intet forbud mod at tage i sommerhus

Statsminister Mette Frederiksen har på Facebook understreget, at hun ikke har givet et forbud mod at tage i sommerhus, men i stedet en kraftig opfordring om, at folk undgår at rejse.

- Situationen stiller store krav til os alle. Derfor har vi ikke forbudt folk at køre i sommerhus. Men vi opfordrer kraftigt til, at man holder afstand og tager sine forholdsregler, skriver hun blandt andet.

Statsministeren påpeger, at smitten er skævt fordelt i Danmark.

For eksempel er klart flest danskere testet positive for corona nær Storkøbenhavn og Nordsjælland, mens der er færrest smittede på Bornholm og i Nordjylland, viser tal fra Statens Seruminstitut i dag.

Spreder smitten sig fra byerne til sommerhusområderne på landet, kan det i værste fald også ramme sårbare danskere.

I bestemte egne af Danmark er befolkningen ifølge eksperter mere sårbare, fordi de døjer med andre sygdomme i forvejen, og der er mange ældre.

Det gælder blandt andet for de store sommerhuskommuner Odsherred, Jammerbugt, Kalundborg, Halsnæs og Guldborgsund.

Man kan også spritte hænder i et sommerhus

Jesper Vognsen bor til daglig i Kolding, men lige nu bor han i sit sommerhus på Fanø.

Han inviterer ingen gæster og holder sig for sig selv. Som da han i morges løb en tur på den øde strand i sit eget selskab.

Det bør være muligt at være i sommerhus, hvis bare man er forsigtig, mener han.

- Det er vigtigt, at vi alle bakker op om, hvad statsministeren siger, og at vi er fornuftige. Men jeg synes også, at det er begrænsninger i friheden til at bevæge sig. Hvis man bare passer på, så kan man gøre det, siger Jesper Vognsen.

Hanne Thyssen understreger, at sommerhusgæster - ligesom resten af den danske befolkning - selvfølgelig skal holde afstand, vaske hænder og spritte af.

- Men om du er hjemme i dit hus eller i sommerhus på Fanø, så overholder du de samme forskrifter, siger hun.

Jesper Vognsen ved sit sommerhus på Fanø. (Foto: Bo Bechsgaard)

Et sommerhus kan kun sælges én gang

De tomme sommerhuse rundt omkring i Danmark kommer til at runge videre ind i sommersæsonen.

For selvom mange sommerhuse vil blive ombooket til senere på foråret, kan omsætningen ikke bare udskydes til senere, lyder det fra feriehusportalen Cofman.com i Herning.

- Problemet er, at der ofte bliver udsolgt i de samme uger i sommerferien. Man kan ikke sælge det samme hus flere gange. Men vi håber, vi kan få noget af det tabte tilbage igen, siger direktør i Cofman A/S Søren Christian Rix.

Bakker statsministeren op

Helt så dystert ser man ikke på situationen på Samsø og Anholt.

Her bakker man op om statsminister Mette Frederiksens (S) opfordring til danskerne om at begrænse rejser på tværs af landet.

Begge øer står ellers lige ved indgangen til en ny turistsæson, men kampen mod coronavirusset er vigtigere, siger den socialdemokratiske borgmester på Samsø, Marcel Meijer.

- Jeg synes, vi skal følge Mette Frederiksens anbefalinger; dæmp rejselysten, drop påskefrokosten, siger han.

På Anholt mener borgerforeningens formand, Liselotte Arentz Sørensen, også, at turisterne skal blive hjemme, fordi øen er sårbar.

- Der er kun én læge, én sygeplejerske, én sosu-assistent og én brugsuddeler.

- Vi har ligesom én af hver i hver funktion, så derfor vil vi være sårbare over for, hvis der pludselig kom et stort rykind og risikoen for, at der kom en epidemi på Anholt blev øget. Det ville sætte flere af os ud af spillet, siger Liselotte Arentz Sørensen.