Det forkerte foto på nettet kan koste dig op til 5000 kroner

Hvis du offentliggør billeder af ukendte gerningsmænd på sociale medier, kan du få en bøde

Politiet advarer mod, at man lægger private billeder og video af potentielle gerningsmænd på de sociale medier. (Foto: Lebedev Valeriy)

"Hjælp mig med at finde den nar, der bakkede ind i min bil, og kørte væk uden at give sig til kende. Del gerne mit billede."

Beskeder som ovenstående dukker jævnligt op på Facebook og andre sociale medier. Her kan brugerne nemt dele billeder og video af potentielle gerningsmænd og hurtigt få dem delt på nettet.

For nylig har en bådejer fået stjålet sin båd i Brejning Havn ved den jyske østkyst. Herefter offentliggjorde bådejeren billeder på Facebook, der viser tyve i gang med at sætte båden i vandet et andet sted for at få gerningsmanden identificeret.

Gå til politiet

Men hos politiet advarer man mod, at man lægger private billeder og video af potentielle gerningsmænd på de sociale medier.

- Det, vi opfordrer til, er, at man går til politiet med den type optagelser eller fotos. Det er jo politiet, der efterforsker sagerne og som dermed kan bruge materialet i det videre forløb, siger Jakob Beyer, der er advokaturchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ulovligt

Og man bør tage advarslen fra politiet alvorligt. Det kan nemlig være ulovligt at offentliggøre den type billeder, siger ekstern lektor i persondataret ved Aalborg Universitet, Charlotte Tranberg:

- Det kan være problematisk, fordi man så offentliggør oplysninger om mulige strafbare forhold for de involverede personer, og det er ikke tilladt, siger hun.

Konsekvensen kan være, at man får en bøde fra Datatilsynet. Bøderammen er op til 5.000 kroner.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk