Direktør: Frygt ikke for dit job - selvom du brokker dig

Topchef i offshorevirksomhed siger, at de ansatte ikke skal være bange for at brokke sig over sikkerhedsforholdene.

Administrende direktør hos Esbjergs største offshorevirksomhed SEMCO, Steen Brødbæk, skærer klart igennem og siger, at de ansatte bare skal komme til ham personligt, hvis de er bange for at blive fyret, fordi de har brokket sig. (Foto: Semco Maritime © Semco Maritime)

Ingen skal være bange for at brokke sig over dårlige sikkerhedsforhold af frygt for at blive fyret fra jobbet på Nordsøen.

Det siger topchefen for Esbjergs største offshorevirksomhed, SEMCO Maritime, der udlejer folk til platformene.

- Jeg har meldt klart ud, at hvis nogen af vores folk føler, at de bliver forfulgt, fordi de brokker sig over sikkerhedsforhold, så skal de ringe til mig personligt. Så tager jeg den med platformschefen eller kunden, siger den administrerende direktør for SEMCO, Steen Brødbæk.

Frygten for at blive fyret i kølvandet på det dramatiske fald i olieprisen kan i sig selv være med til at påvirke sikkerheden ude på platformene på Nordsøen.

- Hvis folk går og tænker på det, så mister de fokus på det, de laver, og det kan være farligt for både den enkelte og kollegaen, Steen Brødbæk.

Fyringer i oliebranchen

Sikkerhedsrepræsentant og maler, Ole Jensen, kender godt til situationen, hvor folk er bange for at brokke sig af frygt for, at det så er dem, der ryger ud.

- Ja, det er rigtigt. Det er sådan det er. Og det er generelt over hele linjen. Især i øjeblikket, siger Ole Jensen og henviser til, at mange er blevet fyret i oliebranchen på grund af den lave oliepris.

For hvem har lyst til at brokke sig over sikkerheden, når alle er dygtige, men nogen skal spares væk.

Han understreger dog, at meldingen fra ledelsen har været klar: Kom til sikkerhedsrepræsentanten eller ledelsen, hvis sikkerheden halter.

Facebook
Twitter